På opdagelse i Aubrac
Vi havde fået anbefalet Aubrac området af flere af vores franske venner. Når vi snakkede med franskmænd og nævnte Aubrac, gav de udtryk for at det var et helt specielt stykke Frankrig, med en anderledes natur end de havde mødt andre steder. For mange franskmænd er det også noget af det mest øde, de kan forestille sig. Departementet Lozère har både det laveste antal indbyggere og den laveste befolkningstæthed i Frankrig. Og endelig er der også mange, der ikke rigtig kender noget til Aubrac, for det er ikke et område, man tager til, medmindre man virkelig søger stilheden og de store vidder. Der er ingen større byer af betydning eller andre kendte turistattraktioner.
For os lød det spændende, og i slutningen af oktober 2025 kom vi kørende fra øst (Ardèche) til byen Marvejols, som blev vores indfaldsvej til Aubrac. For andre besøgende vil Aubrac også være et fint stop at gøre, hvis man er på gennemrejse fra nord til syd i Frankrig, da området ligger tæt på motorvejen A75, der går mellem Clermont-Ferrand og Béziers i Sydfrankrig, og som er så populær blandt mange med autocamper, da den er gratis.
Landskabet
Naturområdet Aubrac består af den regionale naturpark; Parc naturel régional de l’Aubrac, som dækker et areal på lidt over 2000 km2. Her er tale om flere forskellige naturområder, men det er plateauet i midten af området, der på mange måder definerer Aubrac, og som også bliver kaldt Plateau de l’Aubrac.
Selve plateauet er bare omkring 40*20 km stort og ligger i en gennemsnitlig højde på omkring 1200 m.o.h. En del af området er et gammelt vulkansk plateau, men i modsætning til de kegleformede toppe i naboområdet Cantal, bestod vulkanerne her af langsomt flydende lava, der dannede det småbakkede landskab uden en masse karakteristiske toppe.
Vi oplevede det endeløse plateau både på en gråvejrsdag, hvor himlen viste alle sine nuancer af grå i et flot samspil med det efterårsgule græs, og så på en strålende solskinsdag med kold og klar blå himmel. Begge dele var smukt og storslået, og især vidderne er svære at beskrive med ord eller fange på billeder.
Landskabet bølger med græs og lyng, adskilt af stendiger og gamle pigtrådshegn og udsigt så langt øjet rækker. Der er ikke mange træer på plateauet, og dem der er, er enten små forblæste bøgetræer eller lidt plantet gran og fyr. Til gengæld er der masser af vand. Åer snor sig gennem landskabet. Der er søer og vandhuller, enkelte vandfald, og tydeligvis ikke mangel på nedbør. Her er flot om efteråret, men måske endnu flottere om foråret, hvor vi har fået fortalt at vilde påske- og pinseliljer dækker græsmarkerne i et tæppe af gult og hvidt.
Og plateauet er øde, men det er ikke uberørt. Der er få landsbyer og lidt flere spredtliggende gårde, og igennem århundrede har plateauet været benyttet til sæterdrift, hvor befolkningen flyttede med deres køer op på plateauet fra slutningen af maj til midten af oktober.
Munke havde allerede tidligere (i 1100-tallet) forsøgt sig med at dyrke korn på plateauet, men det var ikke nogen succes. Klimaet var for barskt og jorden for dårlig. Til gengæld var landskabet ideelt til græsning, og Aubrac har selvfølgelig også sin egen ko-race, der hedder – Aubrac.
Jeg tror, det er den mest elskede ko i hele Frankrig, og det siger jeg, selvom vi hvert år kører gennem Savoie og oplever lovprisningen af køerne i Beaufortain og ostene overalt i Savoie. Men her i Aubrac er der skilte overalt ved gårde og landsbyer med “opdræt af Aubrac”, og store billeder af de smukke gule køer med deres sorte øjne og flot buede horn. På postkortene kan vi se, hvordan det er en fest om foråret, når bønderne driver køerne op på plateauet, hvor de græsser hele sommeren. Køerne får flettede blomsterkranse om hornene, alle hjælper til og der bliver efter sigende holdt fest i flere dage.
Aubrac-koen er robust og kan bruges både til mælkeproduktion og til kød (slagtning), og det var nok dens redning som race, for da man opgav sæterdriften og malkningen i 1960erne, var det stadig den mest robuste race at have til at græsse på plateauet. Den kunne passe sig selv og sine kalve hele sommeren igennem uden problemer. Det indså landmændene i 1970erne, hvor de satte et stort avlsprogram i gang, for at redde racen mod indblanding af andre kødkvægsracer. I dag er der kun et enkelt mejeri tilbage i området (i byen Laguiole), hvor der produceres den lokale ost: Tomme de Laguiole, som er AOP mærket (beskyttet oprindelsesbetegnelse for landbrugsvarer).
Så på plateauet græsser Aubrac-koen stadig. Vi så dem selv helt hen i slutningen af oktober, og udover at kalvene bliver opdrættet til slagtning, bidrager dyrene i høj grad til at vedligeholde det åbne landskab og den spektakulære naturtype og biodiversitet der følger med.
Pilgrimme og turisme
Midt på Aubrac-plateauet ligger den lille landsby, der også bærer navnet Aubrac. Vi overnattede på en lille parkeringsplads udenfor landsbyen og gik en tur rundt blandt husene om morgenen. Landsbyen rummer en flot gammel pilgrimskirke, da pilgrimsruten fra Le-Puy-en-Velay til Santiago-de-Compostella går tværs over Aubrac plateauet. Tilbage i 1200tallet, hvor det var noget mere farefuldt at færdes i det åbne land, byggede munkene et refugie ved siden af kirken i den lille landsby Aubrac, hvor pilgrimme kunne overnatte og søge tilflugt. I dag bliver stierne stadig flittigt brugt af alle typer vandrere, og det samme gør refugiet.
Senere, i begyndelsen af 1900tallet, erfarede læger at det faktisk var sundt at opholde sig heroppe i højden og den rene luft, og der blev bygget hoteller og sanatorier til den begyndende turisme og kurophold. Den lille landsby Aubrac har i dag bare 10 fastboende, men de store gamle stenhuse ligger her stadig, og selvom der er mindre turisme i dag, er der stadig caféer, restauranter og forskellige muligheder for overnatning i hoteller og mindre guesthouses.
Cykeltur på Aubrac plateauet
Vi havde jo drømt om at cykle rundt på plateauet, men vidste også godt, at når vi bare besøgte det over et par dage i slutningen af oktober, skulle vi være mere end heldige, hvis vejret skulle arte sig – og det var vi. Den 30. oktober fik vi det helt perfekte cykelvejr med vindstille, tørt, klart og sol.
Vi parkerede i landsbyen Saint-Urcize, og cyklede derfra en rundtur på de små veje med næsten ingen trafik, forbi landsbyerne: la Trinitat, Réquistat, Saint-Rémy-de-Chaudes-Aigues, la Chaldette, Grandvals og Recoules-d’Aubrac (se kortet nederst på siden). En rundtur på 40 km hvor de næsten 500 højdemeter vidner om, at Aubrac er et plateau med bakker.
Og det er virkelig noget andet at opleve fra en cykel end fra en bil. Vi fik dufte, lyde og lyset med på en helt anden måde. Rovfuglene der svævede over hovederne på os. Stemningen mellem stenhusene i de små landsbyer. Det er nemmere at stoppe op og tage billeder på cykel – selvom det er svært at indfange fornemmelsen af at køre rundt med så vidde horisonter på et lille billede!
Foruden cykelturen lavede vi også andre små stop og mindre vandreture. Ved landsbyen Saint-Laurent-de-Muret vandrede vi op på det lille udsigtspunkt Pic de Mus (1.324 m.), hvor vi fik et fint kig ud over den sydøstlige del af plateauet, og syd for landsbyen Nasbinals vandrede vi ned til vandfaldet Cascade du Déroc, med de flotte basaltsøjler i grotten bag vandfaldet (se kortet nederst på siden).
Vi besøgte også landsbyerne Nasbinals, Saint-Urcize og Laguiole, hvor især Laguiole har flere spændende attraktioner. Det er her hvor Aubracs eneste mejeri; Jeune Montagne holder til, og som det er muligt at besøge gratis og få et indblik i Aubracs historie og traditioner, samtidig med at du kan smage og købe lokale oste. Det er også byen hvor Laguiole-kniven stammer fra, en foldekniv med skaft at træ eller horn, som de er utrolig stolte af i hele området og sælger i nærmest hver eneste butik i Laguiole.
Efter dagene i Aubrac fortsatte vi mod nord. Vi fik endnu en dag med fint vejr, og kørte derfor op blandt Cantals gamle vulkantoppe, hvor vi også havde været året før, men gerne ville tilbage og vandre.
Det kan du læse mere om her.
Eller gå tilbage til kortet over Frankrig.