Vandring med moskusokser

Moskusoksen er måske ikke så elegant et dyr som stenbukken, når den står og knejser på en udsat klippetop. Men den er flot og stolt på sin egen måde, og så er den helt eminent tilpasset det arktiske landskab. Oprindeligt er den indvandret til Grønland over isen fra det nordlige Canada. Herfra spredte den sig til Nordøstgrønland, men den kunne ikke passere Melvillbugten på vestkysten, og kom derfor ikke længere mod syd. Ikke før i midten af 1960erne hvor mennesker hjalp den, ved at udsætte en flok på 27 stk. i området ved Kangerlussuaq. Denne bestand er vokset godt, og man har siden udsat nye grupper af moskusokser andre steder på vestkysten af Grønland.

moskusokse

I 1987 kom således 15 moskusoksekalve fra Kangerlussuaqområdet til Grønnedal. De er blevet til en stabil bestand på omkring 800 (i 2017), og selvom der nu drives en beskeden jagt på dem, har de et relativt afslappet forhold til mennesker, og du kan ikke undgå at møde dem, og også få et ret hyggeligt forhold til moskusokserne på en vandretur ved Grønnedal.

moskusokser med unger

De første moskusokser vi mødte, var på grusvejen og mellem de tomme huse i Grønnedal. Vi havde læst så mange advarsler om, at man skal passe på, at moskusoksen ikke føler sig truet, da den så kan gå til angreb. Jeg tror, det er i meget sjældne tilfælde, at det sker. Vi oplevede kun, at de først var nysgerrige, og derefter stak af, og vi fandt ret hurtigt ud af, hvor tæt vi kunne komme på dem, uden at de lod sig forstyrre af os.

moskusokser i regnvejr

Selv en moskusokse kan se ud som om, at den synes, regnen er lidt for meget af det gode! Men den yderste del af pelsen, som består af lange dækhår, holder fint den bløde underuld tør, og det er denne kombination af to lag uld, der hjælper moskusoksen med at klare det udfordrende arktiske klima. Underulden er noget af den blødeste og varmeste uld man kan forestille sig, og garn af moskusuld er virkelig et luksusprodukt, som mange er begyndt at få øjnene op for. Jagten på moskusokser i Grønland er styret efter et kvotesystem, og de bliver først og fremmest skudt for kødets skyld, men ved Kangerlussuaq bliver ulden også plukket af skindet og renset og spundet til det fineste garn.

moskusokse ved stranden

Hvem har lavet vandrestien?

Når vi vandrer i Sydeuropa (f.eks. Frankrig) er de fleste vandrestier menneskeskabte. Det er ofte gamle handelsruter over pas og mellem landsbyer. I Grønland er der næsten ingen vandrestier, og dem der er, er skabt af dyr.

I Qassiarsuk- og Igalikuområdet er det fårestier. Dem er der rigtig mange af. Nogle gange lidt for mange, og ikke i den retning, man selv gerne vil, men ofte er der dog én, der passer, og tit følger de højdekurven ret godt, så man ikke behøver op over hver eneste top, men kan ligge en fin rute gennem landskabet. Er der meget krat og buske og samtidig også får, kan man være sikker på, at de har lavet en sti igennem. Det er bare lige at finde den! Det eneste, man kan sige som kritikpunkt til fårestier, er, at de nogle gange er lidt for smalle til store vandrestøvler!

Rensdyr er der ikke så mange af i Sydgrønland, men der er dog en bestand af tamrener, der har spredt sig ud over et stort område syd og vest for Narsaq. På øen Tuttutooq syd for Narsaq har vi vandret på rensdyrstier. De er bredere end fårestier, men til gengæld går de op over hver eneste lille top og udsigtspunkt. Rensdyrene kan tydeligvis godt lide at have udsyn og overblik, når de er på farten, men det gør det altså lidt mere anstrengende at følge deres stisystemer!

I Grønnedalområdet er bestanden af moskusokser så stor, at der flere steder også er tydelige moskusoksestier. Igennem buske og krat laver de en god bred sti, man kan følge, men det, der undrede os mest, var hvor stejlt og højt de går op. Deres stier var flere gange vores redning ned gennem stejle kløfter fra toppe og plateauer, hvor det ellers ville have været lige på grænsen, til at vi kunne komme ned.

Læs også om: Ivittuut – den smukke spøgelsesby

Eller: Vandreture ved Grønnedal 

Eller gå tilbage til Kortet over Sydgrønland