Oplevelser på Sardinien

Sardinien er næsten 3 gange så stor som Korsika (og lidt mindre end Jylland). Sammenlignet med Korsika, er det nemt at rejse rundt på Sardinien med autocamper. Vejene er gode og brede. Det er lettere at finde steder ude i det fri at holde for natten, og ellers er der masser af små gårde og landbrug, der driver ”agriturismo” med parkering, faciliteter og ofte salg af egne produkter, hvilket vi også benyttede os af et par gange. Mange campingpladser er lukket fra september/oktober indtil april/maj, men det betyder til gengæld, at i denne periode er fri parkering meget mere tolereret rundt omkring, og vi holdt alene ved masser af små strande i oktober og november måned.

Sardiniens mange kilder og fontæner gør det nemt at skaffe både drikkevand og vand til tanken nærmest overalt på øen. Mange steder så vi de lokale holde og fylde vanddunke, og ellers var app’en Park4night god hjælp til at finde kilderne. Vi havde et lille vandrensningsfilter (Geopress) med, som vi også bruger i Alperne, hvis vi er i tvivl om vandet kan drikkes. Til gengæld var det ofte besværligt at komme af med affald på Sardinien. I Frankrig er der efterhånden kommet containere op i alle små byer til plast, glas, pap etc. På Sardinien er der nærmest ingen offentlige affaldscontainer – tilsyneladende heller ikke for befolkningen? – og især ved byer og i kystområderne er grøfter og rabatter desværre ofte fyldt med affald!

Fisker på Sant'Antioco

Ligesom på Korsika er der en kontrast mellem kystområdet og indlandet, hvor vi syntes, at der er en rarere stemning i landsbyerne i højlandet end ved byerne nede på kysten, men generelt på Sardinien er der en dejlig stemning overalt, og du føler dig godt tilpas som rejsende. Sardere er venlige og stolte af deres ø, og der er slet ikke den der vrede og oprørstrang, som vi ser på Korsika mod især det franske fastland.

På kortet herover kan du se vores rejserute, og ikoner der viser nedslag på nogle af vores oplevelser, som vi også skriver mere om herunder. Hvis du vil læse om Vandreture på Sardinien, skal du klikke her.

Strandene

Der er strande for enhver smag på Sardinien: Bredde sandstrande, idylliske bugte, klipperkyster med små nicher med sand, strande med flot afrundede og slebne sten, og overalt et meget flot og klart blåt hav.

Vi tilbringer normalt ikke flere dage på stranden, når vi rejser, men på Sardinien ligger der næsten altid strande, på ruten du kører fra det ene område til det andet, så vi gjorde ofte et badestop formiddag eller eftermiddag, eller sluttede aftenen ved kysten. Og fordi strandene er så forskellige fra område til område, var det ofte en ny oplevelse hver gang. Vi kørte rundt fra midt i oktober til midt i november, og havde på det tidspunkt stadig varmt badevand (19-20 grader), men ikke ret mange andre turister på strandene. Vandet er betydeligt koldere, hvis du kommer i forårsmånederne i stedet for, men også der vil du have strandene for dig selv. Vi ville næppe besøge Sardinien i højsæsonen, hvor kystområderne forståeligt nok er fyldt til bristepunktet, ligesom vi bevidst undgik den populære nordøstkyst; Costa Smeralda med dens jet-set-turisme.

fisker på stranden Spiaggia I Piccoli Pini
Varde i strandkanten. Sardinien

Kork – fra egetræ til korkprop

Sardinien står for 90 % af Italiens korkproduktion. Korktræet vokser i alle middelhavslandene samt Nordafrika, og Portugal er verdens førende korkproducent, men Sardinien har også en stor produktion, og det meste foregår i den indre del af Gallura regionen i nord, som vi kørte igennem de første dage på Sardinien.

Det er et flot landskab at køre igennem, med Kork-Ege på markerne og græssende får og geder under dem. Træerne er let genkendelige, for de nederste 1-2 meter af stammen står mørkerød med barken fjernet. Det er dog kun yderbarken der bliver skåret af, så træet lever fint videre og barken kan høstes ca. hvert 10 år.

Kork-Eg på Sardinien

I byen Calangianus besøgte vi et fint lille korkmuseum (Museo del Sughero), og kunne her se hele processen fra træ til korkprop. Det er fascinerende, hvordan mennesket i sin tid har fundet ud af, at lige præcis barken fra det her træ, kan man tørre, og koge, og presse, og skære ud i små stykker, og så har man en prop! Men kork er også et flot naturmateriale, og det er sjovt at se, hvor mange andre ting det kan bruges til.

Kork-Eg på Sardinien
Kork til tørre på Sardinien
Kork til korkpropper

Landsbyerne i Barbagia

Orgosolo, Mamoida, Lodine og Fonni er bare fire af landsbyerne i bjergområdet Barbagia i det indre højland af Sardinien. Navnet Barbagia kommer fra Romerne, der på et tidspunkt havde besat hele Sardiniens kystområde, men ikke rigtig havde kontrol over det bjergrige indland, hvor lokalbefolkning holdt til, og som Romerne benævnte som ”barbariske”. Det er stadig Sardiniens mest uberørte landskab, med øde bjergområder, skov og landsbyer, hvor befolkningen gennem århundrede har levet af får og geder, og hvad de ellers har kunne dyrke i det stenede landskab.

Landsbyen Orgosolo

Orgosolo er den mest kendte af landsbyerne for sine malerier på murer og facader, og det var også her det hele startede, men murmalerierne går igen i alle landsbyerne i Barbagia. Det begyndte med en enkelt anarkistisk kunstner i 1969. Senere en tegnelærer og hans elever, og i dag er der over 150 mur-malerier i Orgosolo. De fleste med et politisk budskab både lokalt og globalt. 

Murmaleri i Orgosolo
Murmaleri i Orgosolo
Murmaleri i Orgosolo

I Mamoida og Fonni er der en lidt anden stemning. Her er det lidt pænere og knap så rebelsk, og malerierne beskriver mere områdets historie og kultur. Men hver landsby har sin egen charme, og vi besøgte og overnattede i flere af dem, på vej rundt til nogle af Sardiniens højeste bjerge, der også ligger i området.

Murmaleri i Fonni
murmaleri i Fonni. Sardinien

Nogle steder træder menneskene på malerierne næsten ud i virkelighedens verden. Og andre steder falder de rigtige mennesker i ét med malerierne!

Landsbyen Fonni. Sardinien

Nuraghe-folket. Bronzealderen på Sardinien

Det er ikke helt tilfældigt, at det først var, da vi kørte over højlandet i det sydlige Sardinien omkring landsbyen Barumini, at der for alvor dukkede kornmarker op. Højlandet her har været beboet af landbrugssamfund siden bronzealderen 1.500 år f.Kr. De første var Nuraghefolket, som var den oprindelige befolkning på Sardinien. De levede som bønder, men havde også et særligt talent for at bygge, og fremstille bronzeredskaber, som de handlede med.

Deres huse var bygget runde (let koniske), med vægge af sten og tage af træ eller grene. Men ud over husene byggede de også de her fæstningstårne, som der er fundet over 7000 ruiner af på Sardinien, og som er blevet et vartegn for øen.

Su Nuraxi

Vi stødte på deres ruiner, ofte restaurerede, overalt på Sardinien, men vi besøgte også den bedst bevarede Nuraghe-landsby; Su Nuraxi, ved landsbyen Barumini, der i dag er udnævnt som UNESCO-område.

Det var ret fascinerende at gå rundt mellem ruinerne, og rigtig studere deres byggeteknik. Stenene er af vulkansk materiale (basalt), og de har bygget deres kegleformede tårne ved at stable dem opad i en spiral, så der til sidst kun var plads til én sten at lukke med. Uden nogen form for mørtel, men bare små sten, der blev kilet imellem de store, for at holde dem på plads. De højeste tårne var op til 20 meter, og de står endnu, mere end 3000 år efter de er bygget.

Su Nuraxi. Sardinien
Nuraghe tårn ved Su Nuraxi

Der er ingen, der ved præcist, hvad der blev af Nuraghefolket på Sardinien. Der findes ingen skriftlige kilder fra deres tid. Heller ikke tegninger eller helleristninger. Historikere mener, de trak sig endnu længere ind i landet, da Kathagerne og senere Romerne angreb og bosatte sig på Sardinien, og måske er de uddød som race og kultur dengang, måske har de blandet sig med de nye folk , der kom til øen.

Rekonstrueret Nuraghe ruin

Romerne på Sardinien

Efter Nuraghe-folkets storhedstid i Bronzealderen består Sardiniens historie af en lang række af besættelser og dominans fra forskellige magthavere udefra. Først kom Fønikerne og Karthagerne, og da Romerne drev dem væk, blev både Sardinien og Korsika til en Romersk provins i år 227 f.Kr. Det var kystområderne de bosatte sig på, og det var minedrift, især sølv- og blyminer, de udnyttede i stor stil. Dog spillede landbrugsområder til dyrkning af korn til de romerske hære også en rolle.

Romersk tempel i Antasdalen

Der er flere tegn på Romernes tilstedeværelse på Sardinien. Lige nord for byen Iglesias kørte vi ind i Antas-dalen, hvor der ligger rester af et romersk tempel, stadig med flotte, høje søjler. Der er også en fin lille vandretur fra templet op til Romernes gamle stenbrud, hvor de brød sten til at bygge templet med.

Efter Romerne fulgte en periode hvor Sardinien var indlemmet i det Byzantinske rige. Derefter var de underlagt Pisa og Genovas bystyre, før Spanierne overtog magten i 1300tallet, som de sad på helt frem til slutningen af 1600tallet. I 1718 blev Sardinien og den italienske region Piemonte en del af fyrstehuset Savoie, og endelig i 1861 en del af et samlet Italien.

Ruin fra Romertiden på Sardinien

Forladte minebyer

Nuraghe-folkets udnyttelse af kobber til fremstilling af bronze, og Romernes udvinding af sølv er to nedslag i Sardiniens mine-historie. Det tredje begynder med den industrialiserede minedrift i 1800tallet hovedsalig i det sydvestlige Sardinien omkring byen Iglesias, hvor der fra et utal af minebyer blev udvundet sølv, bly, zink, kul mm. frem til 1970-80erne, hvor alle miner efterhånden lukkede.

Mange steder langs vejene ligger i dag rester af gamle miner, elevatortårne og hele forladte minelandsbyer, og i 1989 blev Sardiniens Geomineral Park grundlagt som en del af en UNESCO Geopark. Jeg synes, det er en fin måde at forholde sig til landskabet på. Selvom nogle måske ikke synes de gamle, store minekomplekser pynter i landskabet, så er de også en del af menneskets historie, lige så vel som ruinerne fra bronzealderen og romertiden er det. De er imponerende på deres måde, og i turistsæsonen er flere af komplekserne åbne med udstillinger om minedriften og guidet rundvisning.

Minebyen ved Montevecchio
elevatortårn Montevecchio. Sardinien

Vi kørte forbi udenfor sæsonen, så vi gik bare lidt rundt på egen hånd. Først ved det forladte minekompleks ved Montevecchio. Ovenfor minebyen ligger selve landsbyen med direktørens bolig (palæ) og arbejdernes lejligheder, der husede op til 3000 indbyggere. I dag bor der færre end 150 i landsbyen, men alle huse og bygninger ligger der endnu!

På vej retur fra stranden med klitterne; Spiaggia di Piscinas, gjorde vi også stop ved de spøgelsesagtige ruiner af Laveria Brassey. Her ligger resterne af et stort minekompleks, hvor der blev udvasket zink, cadmium mm. fra malmen i området. Mineralerne blev transporteret ud til kysten i små vogne på skinner, hvorfra de blev udskibet.

minebyen ved Laveria Brassey

Øen Sant’Antioco

Det er lidt specielt at rejse rundt på en ø som Sardinien, med masser af små byer langs kysten, men uden den her tradition for eller historie om fiskeri og søfart, som vi ellers har mødt f.eks. ved Bretagne og Normandiet eller i Baskerlandet sidste år. Sardinien er omgivet af vand, men der findes ikke en stærk fiskeritradition, og fiskeren er ikke idealet eller forbilledet for en Sarder. Det er derimod hyrden i bjergene, der overlever med sin lille flok får og geder. Sarderne har været bønder siden bronzealderen, mere end de har været fiskere.  

Undtagelsen er de to små øer ved Sardiniens sydvestkyst; Sant’Antioco og San Pietro. Her har de haft tradition for tunfiskeri, og på San Pietro bliver der stadig fisket tun på traditionel vis én gang om året, men ellers fisker de lokale i dag mest efter blæksprutter og småfisk fra små træjoller.

Byen Sant'Antioco

Den lille ø Sant’Antioco er forbundet med Sardinien via en lang landtange (som romerne byggede) samt en lille bro. Romerne havde også bygget en flot stenbro til øen, men den er der kun lidt rester tilbage af i dag. Vi kørte øen rundt på en dags tid, hvor vi både indsnusede stemningen langs havnefronten i den største by, der også hedder Sant’Antioco, inden vi kørte op til nordøen og den lille by Calasetta, som også var meget smuk og søvnig på en gang, her på en mild og stille november eftermiddag.

Det var en fin kontrast til resten af Sardinien, lige at opleve lidt duft af tang og hav, lyden af skrigende måger synet af farvestrålende både, fiskenet og et enligt fyrtårn, som det hører sig til i kystområder.

Fyrtårnet på Sant'Antioco, Sardinien

Se også vores Vandreture på Sardinien.

Eller læs om vores oplevelser eller vandreture på Korsika.

Eller gå tilbage til kortet over Frankrig.