Grønland
Vi har begge boet i Narsarsuaq i Sydgrønland i de sidste 20 år, hvor vi har arbejdet med turisme i firmaet Blue Ice Explorer. Jacky kom dog til Grønland allerede i 1976, og har boet flere steder på vestkysten bl.a. 16 år i Diskobugten. For mit vedkommende er det livet i naturen heroppe, og i et lille samfund som Narsarsuaqs med 100 indbyggere, der har grebet mig.
Grønland har en fantastisk natur, og især i Sydgrønland er kontrasterne store; med alpine bjergtoppe og grønne, frodige landskaber side om side med gletchere, isbjerge og dybblå fjorde. Det er så enestående, og andre steder i verden som f.eks Island og New Zealand, står mennesker i kø for at opleve det. Heroppe har vi, selv i turistsæsonen, nærmest det hele for os selv. Det er virkelig unikt.
Oveni det har Grønland sin helt egen historie og kultur, som er meget anderledes end resten af Skandinaviens, og som opleves som en ekstra dimension for den rejsende.
At Grønlands natur ikke er overrendt af turister, skyldes jo bl.a., at det er dyrt at komme herop, og at når du er heroppe, kan du heller ikke lige leje en bil og selv køre ud til seværdighederne! Det kræver lidt planlægning at komme rundt imellem steder heroppe, da al transport er med enten båd eller fly/helikopter. Men det er langt fra umuligt, og vi har igennem de sidste 20 år (i firmaet Blue Ice) skræddersyet mange pakketure for rejsende på egen hånd, og hjulpet mange vandrere med logistik og transport mellem de flotteste vandreområder heroppe.
Det er ikke meningen, at denne side skal være en rejseguide til Grønland, men du er altid velkommen til at skrive til os på vores e-mail, hvis du har specifikke spørgsmål. I stedet vil vi gerne inspirere til en vandreferie i Grønland, ved at dele nogle af vores vandreture fra Sydgrønland med billeder, rutebeskrivelser og nyttig information.
Hvorfor skal du vælge Sydgrønland, hvis du er glad for at vandre?
Først og fremmest er fjeldene meget højere og flottere sammenlignet med f.eks. dem i Diskobugten, hvor de fleste turister tager hen i dag.
I Sydgrønland er der områder med fåreavl, hvor landskabet er let tilgængeligt. De græsklædte skråninger udgør et meget let vandreterræn med masser af fårestier og traktorveje. Udenfor fåreholderområderne ligger den rene og uspolerede vildmark. Der er derfor vandreture for alle, både lette og mere ekstreme.
Dertil kommer, at der i områder med mange får, ikke er myg! I Qassiarsuk- og Igalikuområdet, kan du nyde vandreturen på en varm sommerdag, uden at blive generet af myg. Det er langt fra tilfældet andre steder i Grønland.
Endelig er du tæt på indlandsisen overalt i Sydgrønland, og mange gletschere kælver ud i fjordene. Det er ikke de gigantiske isbjerge, som du ser ved Ilulissat, men til gængæld er der masser af is alle steder, og mange gange de særlige blå isbjerge.
Sidst men ikke mindst er afstandene i Sydgrønland forholdsvis korte, og det kræver ofte bare en lille sejltur over en fjord eller til næste by eller bygd, og så ligger der et væld af nye vandreture klar for fødderne af dig.
På kortet herover kan du vælge et område, og under det finde flere forskellige artikler om vores vandreture, indtryk og oplevelser.
Du kan også gå til områderne herfra:
Grønnedal området
Narsarsuaq området
Qassiarsuk området
Igaliku området
Narsaq
Qaqortoq
Nanortalik