Et strejf af Auvergne
Vi har altid gerne ville opleve landskabet med de gamle vulkaner i Auvergne, men også de store arealer med ekstensivt landbrug i form af græsning med køer og får og tyndt befolkede områder med gamle landsbyer tiltaler os.
I november 2019, på vores første tur med autocamper, kom vi kørende fra syd og sigtede mod Mont Dore området, for at komme ud og vandre lidt. Men vinteren kom samtidig med os, med blæst, slud og sne, og hver gang vi forsøgte at køre lidt op i højden, lå der for meget sne på de små veje, og det var virkelig heller ikke et vejr at vandre i. Vi besøgte byerne Mont-Dore og La Bourboule, og fandt en lille, naturlig varm kilde ude i en skov, hvor vi kunne sidde i det varme vand, men det blev så vores oplevelser for denne gang i Auvergne.
I efteråret 2023 vendte vi så tilbage. Denne gang kørte vi efter det lidt sydligere område Monts du Cantal, og vi ankom til landsbyen Murat den 30. oktober til en himmel der skiftede mellem mørkegrå og blå og en heftig regnbyge i ny og næ.
Vandreture i Auvergne
Fra Murat kørte vi lidt mod nord, og drejede så af vejen mod vest forbi landsbyerne Dienne og Lavigerie gennem en flot dal og bakket landskab med græs, og langhårede køer, der stod i ly for regn og blæst under de spredte træer. Vi parkerede i passet Col de Serre for natten, hvor vi også forsøgte at finde ly for den kraftig vind.
Det regnede hele natten, og næste dag følte vi os hensat til Færøerne! Strømme af vand og små vandfald, der var opstået i løbet af natten, væltede ned i hvide striber overalt på de grønne græsklædte skråninger. Bjergtoppene forsvandt i tågeskyer, og støvregnen blev drevet på tværs gennem luften af blæsevejret.
Vi kørte af vejen op til næste pas Col d’Eylac, og endte med at vandre den absolut korteste vej op til toppen Puy Mary, hvor man går på en bred sti med trapper og rækværk op på den markante kegletop. Vi kunne intet se, og blev hurtigt meget våde, men vi syntes vi skulle derop, når vi nu var kommet hertil.
Om eftermiddagen var vi tilbage i Col de Serre og det var blevet tørrevejr og skyerne var lettet en smule. Vi valgte en sti op ad ryggen mod toppen Puy de Niermont, som gik i den retning hvor vejret så bedst ud, og sørme om vi ikke også fik solen at se, og et flot lys og udsigt over det store, åbne plateau mod nordøst. Og når vi kiggede tilbage mod Puy Mary, lå hun stadig i skyer.
Nede i passet i den fine café/butik Natur’O’Col var de ved at sætte bobslæder frem til salg, da der var ventet sne til weekenden – i overmorgen! Når vi kiggede på vejrudsigten, så det ud til at skulle holde tørrevejr næste dag indtil kl. 11 om formiddagen, så vi besluttede at flytte os lidt, og kørte tilbage til Murat, og derfra mod syd til Albepierre og videre op til det lille skisportssted Prat de Bouc. Herfra kan man vandre op til den højeste top i Cantal; Plomb du Cantal.
Næste morgen kom vi tidligt afsted, og nåede akkurat toppen og udsigt til flere kegleformede vulkaner i horisonten, inden regnvejret kom over os, præcist som det var blevet lovet. Og det blev så vores sidste vandretur i Cantal for denne omgang. De næste dage fortsatte det med at regne nede i dalene, skyerne lå lavt og toppene blev klædt i våd sne.
På kortet herunder har vi lagt vores tre mini-ture op. Når du zoomer ind på kortet, kan du se, at der er et meget veludviklet stisystem i Monts du Cantal området, og vores tre ture vil alle være fine at forlænge og gå som rundture på dage med bedre vejr, hvilket vi også havde planlagt på forhånd. Lige de steder vi besøgte, er dog også meget populære i højsæsonen, så hvis man kommer på denne tid af året, er det muligt man skal søge hen til andre områder, hvis man foretrækker vandreturene lidt mere for sig selv.
Køer, landsbyer og Clermont-Ferrand
Vi forlod dog ikke Cantal og Auvergne helt. De næste dage kørte vi langsomt mod nord, og gjorde stop i små landsbyer undervejs. Efterårsfarverne klædte landskabet. Det samme gjorde de rødbrune, langhårede køer af racen Salers, der ikke ser ud til at lade sig gå på af blæst, regn og kulde.
Køerne bliver brugt både til kødproduktion og til mælk, der benyttes til produktion af de lokale oste Cantal og Salers. Noget helt specielt ved Salers-koen er, at det ikke er muligt at malke den, uden at kalven er til stede. Mælken løber simpelthen ikke til yveret før kalven har suttet, så i praksis går de sammen hele sommeren, og koen bliver malket ude i terrænet, hvor kalven først drikker, for derefter at blive bundet fast til koens ene forben, mens koen bliver malket færdig! Det virker temmelig arbejdskrævende, men ostene, der er AOP-mærket, er meget eftertragtede, og da kødproduktionen samtidig også er god, kan dette system stadig løbe rundt.
Landsbyerne i Cantal er også en historie for sig. Som så mange steder i Frankrig afslører husenes arkitektur, hvilke materialer der historisk har været tilgængelige i området, og i Cantal og Auvergne er det sorte lavasten. Facader og murer består af sorte natursten, hvor den hvide mørtel står i stærk kontrast, og tagene er som regel af sort skiffer. Huse og landsbyer kan i gråt og overskyet vejr derfor virke lidt mørke og dystre, men på deres egen måde er det også flot og kontrastfuldt til det grønne landskab.
I byen Clermont-Ferrand slår det virkelig igennem ved den sorte katedral, der hæver sig højt over byen, og ses på lang afstand. Pladsen omkring kirken er omgivet af høje, sorte huse. Springvand, monumenter, trapper og fliser er sorte, og her i november måned stod træerne så på pladsen, med gule blade, og lyste alt hvad de kunne i mørket!
Vi er sikre på, at der er mange smukke dage i Auvergne, hele året rundt – også i november og december måned. Med skønne udsigter over det åbne, og i høj grad, uberørte landskab. Vi har bare endnu ikke lykkedes at ramme ind i de perioder på vores besøg, og alligevel har området gjort et stort indtryk på os.
En dag vil vi gerne vende tilbage igen, og personligt drømmer jeg stadig om en ballontur over de udslukte vulkaner.
Gå tilbage til kortet over Frankrig for at læse om flere af vores rejseoplevelser.