Langs med Pyrenæerne
Pyrenæerne versus Alperne! Vi støder af og til på kommentarer og udtalelser, hvor de to bjergområder bliver sat op imod hinanden. Nogle hævder Alperne er mere turistede, og Pyrenæerne mere autentiske og vilde. Men vi har nu sagtens kunne finde øde, flotte og uberørte områder til vandreture, når vi har besøgt Alperne. Områderne Queyras og Ubay i særdeleshed, men også i Mauriennedalen, som ellers tit af udefrakommende bliver omtalt lidt negativt, er der masser af øde vandreområder med et rigt dyreliv (stenbukke, gemser og murmeldyr). Og nogle af de mest populære steder i Pyrenæerne, som Cirque de Gavarnie, Col de Tourmalet og Lourdes, er jo også meget turistede med især mange besøgende om sommeren.
Så vi synes egentlig ikke, der er basis for at sætte de to områder op over for hinanden på den måde. Begge steder byder på flot kørsel af små bjergveje, gennem hyggelige landsbyer, og med et utal af øde bjergpas, hvor du kan parkere og derfra sætte ud på de flotteste vandreture.
I sidste halvdel af oktober 2024 kørte vi fra Middelhavskysten på den franske side på langs med Pyrenæerne. På denne årstid kan man både have nogle af de smukkeste dage med sol og frostklar luft, et snedrys på de højeste toppe, og en overvældende farvepalet i gult, rødt og orange på de skovklædte skråninger. Man kan også opleve at køre gennem skyer, blæst og regn, overnatte i tågede bjergpas og måtte opgive vandreture på grund af dyb, våd sne. Vi havde begge dele, så vi udnyttede de gode dage til vandreture, men havde også nogle områder, hvor vi bare kørte igennem, eller holdt en dags tid og ventede på bedre vejr.
På kortet herunder kan du se vores rute på langs med Pyrenæerne. Vi har markeret de mest interessante bjergpas, vi kørte igennem, men der er langt flere pas på ruten, end de her angivne, og det var én af de flotte dele ved køreturen – de snoede veje og udsigterne fra små bjergpas. Vores vandreture er også markeret på kortet, men du kan ellers se mere om dem her.
Vi startede vores køretur gennem Pyrenæerne helt bevidst nede ved Middelhavet syd for byen Perpignan. Det er det område i Frankrig med mindst nedbør, og efteråret 2024 i alpeområdet var ikke så gavmildt med sol og tørrevejr, som de foregående år har været, så derfor søgte vi hertil. Vi holdt ved havnebyen Port-Vendres og cyklede både til nabolandsbyen Collioure, som har en afslappende stemning og sjov blanding af gammelt og nyt, og vi cyklede ud på pynten Cap Béar, hvor du kan vandre videre helt ud til fyrtårnet. Faktisk er der en ret fin vandrerute på kyststien fra Cap Béar og videre sydpå langs kysten mod grænsen til Spanien. Stien snor sig mellem klipper og små strande, og den kunne vi sagtens finde på at tage en tur på, hvis vi skulle komme forbi en anden gang!
Vi fortsatte dog hurtigt opad og ind i landet gennem dalen med byen Prades, der fører op til hjertet af de Catalanske Pyrenæer, hvor toppen Pic du Canigou nok er den mest kendte. Igen et område at vende tilbage til, for vi fortsatte hurtigt til Pic Carlit området, der ligger lidt længere oppe, hvor vi gik vores første rigtige vandreture.
Det er ikke så nemt at fremhæve noget rigtig typisk ved landsbyerne i Pyrenæerne. Dertil er det trods alt et stort og ret varieret område. Men hvis du kører gennem Pyrenæerne på de mindre bjergveje, vil du komme igennem et utal af små landsbyer, som du kan stoppe op ved for at indsnuse stemningen. Generelt er husene og arkitekturen ret beskeden med lysegrå og hvide stenhuse, og måske ikke så speciel og charmerende, som vi f.eks. er stødt på det oppe i Lot og Dordogne-området. Til gengæld er omgivelserne og naturen lidt mere storslået. Aulus-les-Bains, Saint-Béat og Aucun er bare tre eksempler på landsbyer vi gjorde stop i, og dalen Vallée d’Oueil, som ender med Bourg d’Oueil og passet Port de Balès, er et andet flot eksempel på den ene charmerende lille landsby efter den anden.
Der er flere byer og landsbyer i Pyrenæerne, der hedder noget med ”Thermes” eller ”Bagnères” (Bains). Fælles for dem er, at de historisk set har haft noget med kurbade og varme kilder at gøre, og flere har det stadig. Vi valgte at forkæle os selv i byen Ax-les-Thermes, med et 2 timer langt bad i Les Bains du Couloubret’s udendørs bassiner. En dejlig adspredelse på en regnvejrsdag efter flere lange vandredage!
Der er dog et punkt, hvor Pyrenæerne adskiller sig fra Alperne, og vi har spurgt os selv, de to gange vi er kørt igennem bjergkæden: Hvorfor er der så mange heste i Pyrenæerne? Det er påfaldende, både når vi vandrer eller kører på vejene oppe i bjergene, hvor mange heste der græsser i det åbne landskab. Vi ser selvfølgelig også får og køer, men virkelig også mange forskellige slags heste. De fleste er store/kraftige heste, og de går vildt omkring i store flokke selv langt ud på efteråret.
Vi har forsøgt at spørge rundt omkring lokalt, hvad de bliver brugt til? Og svarene er lidt forskellige fra område til område. Dels er der flere lokale racer i de forskellige områder på begge side af grænsen mellem Frankrig og Spanien, og der forgår derfor en del avl for at bevarer disse racer. Der har i nogle områder været en stærk tradition i gamle dage for avl af trækheste til landbruget, militæret mm. samt avl og salg af muldyr, som også var en betydelig indtægtskilde tidligere. Der var tidligere også mere tradition for opdræt til slagtning og spisning af hestekød. I dag holder mange imidlertid bare fast i hestene på deres gårde af lyst, og ikke fordi det er specielt rentabelt.
Nogle steder forsøger man at promovere hestekød fra 1-1½ år gamle føl som et lokalt og bæredygtigt produkt. Andre steder tilbyder man rideture til turister. I begge tilfælde er der begrænset interesse og indtjening, men det er en kendsgerning, at de mange heste i høj grad bidrager til at bevare det åbne, afgræssede landskab, der er så kendetegnende for Pyrenæerne, samt den biodiversitet der følger med denne type landskab. Og så er det ret hyggeligt at møde de venlige og rolige heste på vandreturene.
Endelig kan man næsten ikke undgå også at tænke på Tour de France, når man kører rundt i Pyrenæerne, og blive lidt imponeret – også over de tidligere præstationer. Da vi kørte gennem landsbyen Sainte-Marie-de-Campan på vej mod Col de Tourmalet, fik vi denne historie:
Den 6. etape af Tour de France i 1913 var på 326 km og gik gennem Col du Tourmalet. Franskmanden Eugene Christophe lå godt til i klassementet, men på vej ned fra passet brækkende han forgaflen på sin cykel. Dengang skulle cykelrytterne selv stå for reparation af deres cykler, så han tog cyklen på nakken og løb de 10 km ned til landsbyen Sainte-Marie-de-Campan, hvor han fandt frem til smedjen og fik lov at låne essen. Det lykkedes Eugene Christophe selv at få repareret forgaflen, dog med hjælp fra en dreng, der passede blæsebælgen. Efter tre timers arbejde kunne han køre videre, og han lykkedes at komme i mål indenfor tidsgrænsen, han overhalede endda nogle af de andre ryttere i feltet. Imidlertid modtog han en tidsstraf, da han havde modtaget hjælp fra drengen ved blæsebælgen, og sammenlagt endte han som nr. 7 i dette års Tour de France!
Vi prøvede selv cyklerne af på en tur mellem dalene Ossau og Aspe gennem passet Marie-Blanque. Foruden den udfordrende profil op fra landsbyen Escot til Col de Marie Blanque, er der et ret flot plateau (Plateau du Bènou) med let cykling, fritgående heste og flotte udsigter.
Læs mere om vores Vandreture i Pyrenæerne eller om Baskerlandet
Eller gå tilbage til kortet over Frankrig