En enestående sejltur

Fjeldene øst for Nanortalik ligger som en imponerende kulisse bag husene i byen og frister og lokker – man må bare tættere på! Rejser man flere sammen, kan man gå sammen om at chartre en mindre båd til en tur i området. Det er den dyre løsning, men til gengæld med frihed til at gøre små stop undervejs. Rejser du alene, kan du imidlertid én gang om ugen, komme på en af verdens smukkeste ture med rutebåd, nemlig turen fra Nanortalik til de tre bygder Tasiusaq, Narsarsmijit og Aappilattoq gennem den spektakulære fjord Torsukattak.

Sejlturen tager ca. 4 timer, og der er kun korte stop for af- og påstigning af passagerer i de tre bygder, så der er ikke tid til at opleve bygderne nærmere, men det er en helt fantastisk mulighed for at komme tæt på de imponerende fjelde og sejle gennem fjordsystemerne, hvis du rejser alene, og synes det er for dyrt at chartre en båd. Du køber bare en returbillet Nanortalik – Aappilattoq på Diskolines hjemmeside for ca. 900 kr.

sejlads ved Torsukattak

I september 2019 sejlede vi med en privat båd, men fulgte stort set den rute, som rutebåden sejler. Første stop på turen er bygden Narsarmijit (Frederiksdal), der ligger smukt placeret på et lille fladt stykke land med høje fjelde bag sig. Bygden blev anlagt som missionsstation af Hernhutterne i 1824, og er du længere tid i bygden, kan du vandre til Grønlands fastlands sydligste punkt, som ligger ca. 7 km. syd for bygden.

Narsarmijit

Efter Narsarmijit kommer det mest spektakulære på turen, når du sejler nordpå gennem strædet Torsukattaq. Her strækker fjeldene sig fra fjorden og lodret op mod himlen; Baronen og Baronessen på østsiden, på vestsiden er det klippen Thumbnail, der er verdenskendt blandt klatrere og bjergbestigere, som én af verdens højeste klipper, der rejser sig direkte fra havoverfladen og ca. 1.350 m. lodret i vejret. Og selvom du måske ikke drømmer om at klatre op ad alle disse fjeldsider, er det et helt fantastisk skue.

sejlads syd for Nanortalik
sejlads på Torsukattak fjorden
sejlads gennem fjorden Torsukattak
Torsukattak

Efter Torsukattak knækker fjorden mod øst, stadig omgivet af høje fjelde, men pludselig sagtner båden farten, og drejer ind gennem en lille indsejling på venstre hånd, som du nemt kunne have overset, og her ligger den lille bygd Aappilattoq, klemt inde af vand på tre sider og høje fjelde på den fjerde.

Aappilattoq er både et sted jeg får lyst til at blive og overnatte, for rigtig at mærke stemningen, og få bare en lille fornemmelse af, hvad det vil sige at bo i så afsides beliggende en bygd. Men det er også et sted, hvor jeg næsten kan få klaustrofobi ved tanken om, ikke at kunne komme derfra ved egen hjælp. Som på en lille ø, er man helt afhængig af en båd. Der er meget specielt – men også smukt – i Aappilattoq.

Der er ikke deciderede overnatningssteder for turister i Aappilattoq, så tag et telt med hvis du skal være der i flere dage, og så kan det være, du finder en løsning med privat indkvartering, når du er på stedet.

Aappilattoq
Aappilattoq
udsigt fra Aappilattoq

På vej retur mod Nanortalik sejler rutebåden ind til bygden Tasiusaq, der ligger i starten af den lange, og også meget berømte, Tasermiut fjord. Tasiusaq er den lettest tilgængelige af de tre bygder. Den ligger tættest på Nanortalik, og mange besøger den på en sejltur ind i Tasermiutfjorden. Fjorden ligger i et lidt mere beskyttet og frodigt område, end det vi ellers har sejlet igennem, og der ligger sågar et par fåreholdsteder omkring Tasiusaq.  I Qinngua dalen for enden af den lange sø Tasersuaq er der en decideret lille skov, og længere inde i Tasermiut fjorden ligger Klosterdalen, hvor arkæologer har fundet rester af et 1000 år gammelt kloster, der vidner om, at selv nordboerne har kunne leve her i sin tid.

Men Tasermiut fjorden er dog mest kendt for sine fjeldtoppe og storslåede natur; toppene Ketil og Ulamertorsuaq tiltrækker klatrere, og Tasiusaq er på mange måder et fint start- eller slutpunkt for længere vandreture i fjeldområdet langs med Tasermiut fjorden og over mod Aappilattoq. Ture vi stadig har på vores ønskeliste, så mere om dem en anden gang!

Tasiusaq
legeplads i Tasiusaq

Da vi tog afsked med Tasiusaq, som har én af verdens smukkest beliggende legepladser, begyndte skyerne at lægge sig om de højeste toppe. Vi havde været utrolig heldige med vejret på denne septemberdag, og selvom man ikke kan være lige heldig med vejret hver gang i Nanortalik området, skal det jo aldrig afholde en fra at tage på tur.

Tilbage til kortet over Sydgrønland hvor du finder flere artikler.