En skovtur i Narsarsuaq
En skovtur er nok ikke det, de fleste forbinder med Grønland, og for en dansker er en skovtur jo heller ikke noget specielt. Men en skovtur i Grønland er trods alt kun noget, du kan opleve ganske få steder, og når den så samtidig byder på udsigt til en gletscher, bliver det alligevel lidt specielt.
Turen tager bare et par timer, og du kan vandre den i al slags vejr og året rundt. Da mange ofte enten er på gennemrejse i Narsarsuaq, eller strandet der nogle timer eller dage på grund af et aflyst fly, er det en rigtig fin lille tur at adsprede sig med.
Turen starter ved skiltet for det Grønlandske Arboret bag hotellet i Narsarsuaq. Herfra går det på sti gennem skoven op til toppen af Signalhøjen (227 m.), hvorfra der er en flot udsigt både ind mod gletscheren og indlandsisen, men også ud over fjorden og hele Narsarsuaq.
Fra toppen fortsætter du på sti ned forbi den gamle betonbygning fra amerikanertiden, og videre ned på bagsiden af Signalhøjen mod vandrehjemmet. Der hvor stien knækker 90 grader til venstre og flader ud, tager du i stedet en endnu mindre sti mod højre imellem buske og træer. Denne følger du nu et stykke igennem et meget idyllisk landskab. Det går op og ned og over en lille bæk, inden du til sidst ender ude i den store grønne dal, hvor vandfald fra Mellemlandet kommer ned. Herfra skal du over en lille knold med fin udsigt, inden du kommer ned til vejen ud mod Hospitalsdalen, lige hvor den lille blå hytte Stormly ligger.
Ruten op til Signalhøjen er markeret og nem at følge, men resten af turen, fra hvor du forlader hovedstien, kan være lidt sværere at følge. Der er sti meget af tiden, men nogle gange skal du lede lidt efter den! Du kan se en mere detaljeret beskrivelse og evt. downloade sporet fra Wikiloc her.
Det Grønlandske Arboret i Narsarsuaq, som turen går igennem, blev indviet i 2004, men træplantning i Sydgrønland har stået på siden 1970erne som led i forskellige forsøg og forskningsprojekter. Den naturlige vegetation i Narsarsuaq består af lave birketræer, pilekrat og en lille smule grønlandsk røn, så når du på en vandretur støder på lærk, gran og fyr, er det alle træer, der er plantet gennem de sidste 40 år. Træerne stammer fra indsamlede frø fra andre områder i verden, der ligger lige på trægrænsen. Det gælder både fra Skandinavien men især også fra Nordamerika og Sibirien og enkelte helt fra Himalayabjergene. Nogle af træerne har stadig små skilte siddende, så du kan se arten, og hvor de kommer fra. Arealet strækker sig over et kæmpe område på 150 ha. på skråningerne omkring Signalhøjen og videre op mod Mellemlandet ved vandrehjemmet, og der vokser i dag over 100.000 træer fordelt på mere end 100 forskellige arter.
Om foråret og sommeren bidrager skovmiljøet til levesteder for småfugle som gråsisken, laplandsværling og stenpikker, og du kan sætte kryds ved rigtig mange blomster fra fjeld-floralisten på en vandretur i Narsarsuaq. Når der er kraftig føhnvind, og du ellers ikke rigtig har lyst til at bevæge dig uden for en dør, kan du altid finde læ mellem træerne på skråningerne, og når det regner, kommer dufte af mos og skovbund frem, som hvis du vandrede gennem en skov i Europa.
De mange forskellige træer giver en ekstra dimension til efterårsfarverne i Narsarsuaq, som er helt specielt for Sydgrønland og måske den flotteste årstid i området.
Vinteren i Narsarsuaq er meget omskiftelig. Den ene dag kan der ligge dyb pulversne på træer og skråninger, den næste dag tør det, og en føhnstorm blæser sneen væk. Så nogle gange vil du faktisk fint kunne vandre i skoven også om vinteren, men vi er dog ofte på snesko i vintermånederne, hvilket er et rigtig fint alternativ til ski på de stejle og træbevoksede skråninger.
Læs også om Gletscher og indlandsis, Vandreture i Mellemlandet eller Drømmetur til Motzfeldt Sø og Drømmetur til Motzfeldt Sø II
Eller gå tilbage til kortet over Sydgrønland