Qaqortoq

Qaqortoq er den største by i Sydgrønland med ca. 3.000 indbyggere. Det er en livlig by, med mange unge mennesker, da den er uddannelsescenter for hele Sydgrønland med højskole, gymnasium, handelsskole og turismeuddannelser, og det er også her administrationen af Kommune Kujalleq (Sydgrønlands kommune) holder til.

Og Qaqortoq er faktisk også en smuk by. De fine træhuse fra begyndelsen af 1800-tallet, der ligger omkring torvet og springvandet, er kernen af den gamle by, som blev grundlagt som handelsstation i 1775 med det danske navn Julianehåb. 

Udsigt over Qaqortoq

Siden har byen spredt sig op af de omkringliggende fjeldskråninger, både med enkelthuse med haver og stakit, og med farvestrålende rækkehuse og boligblokke. Om sommeren vrimler det med valmuer, lupiner og smørblomster i haver og langs veje, og byen er nok en af de flotteste byer i Grønland på en solskinsdag.

Men for at være ærlig, er det ikke for at tage på vandreture, at du skal besøge byen Qaqortoq. Her er landskabet og fjeldene omkring Qassiarsuk, Igaliku og Narsaq eller Nanortalikområdet meget mere oplagt og indbydende. Men Qaqortoq er en rigtig fin oplevelse af grønlandsk byliv, kunst og kultur, og dermed en dejlig adspredelse efter flere vandredage i de øvrige områder.

Læs mere herunder om en byvandring – også med udsigt – eller gå tilbage til kortet over Sydgrønland.

Qaqortoq
Byvandring med udsigt