En unik dagstur

Fra Qassiarsuk kan du vandre en skøn rundtur på en dag, som fører dig forbi de to fåreholdsteder Tasiusaq og Nunataaq, der begge ligger ud til fjorden Sermilik. I Sermilik fjorden er der altid masser af isfjelde, fra flere aktive gletchere der kælver direkte ud i fjorden. Nogle gange kommer de helt ind i den inderste del af fjorden, hvor Tasiusaq og Nunataaq ligger. Andre gange kan du bare se de mange tætpakkede isfjelde længere ude i fjorden, når du kommer gående fra passet, eller et af udsigtspunkterne ned mod Tasiusaq.

Landskabet mellem Qassiarsuk og Tasiusaq/Nunataaq er et utrolig smukt naturområde med de grønne bakker, små blå søer, bække der snor sig gennem enge med kæruld, får der græsser, og løfter du blikket opad, får du udsigt til fjorde med is, højere fjeldtoppe og ofte også en svævende havørn eller to.

fåreholdstedet Tasiusaq

Turen kan vandres på flere måder alt efter lyst og temperament, hvilket er illustreret på kortet herunder.

De sorte streger er grusveje. Den stiplede røde er fåresti, som er markeret med varder og røde pletter på strækningen mellem Tasiusaq og Nunataaq. Den grønne rute er en tur, vi gik i august 2021, delvist på sti og delvist udenfor sti, og som fører hen over toppen Qaqqarsuatsiaq, hvorfra der er en helt fantastisk udsigt på trods af de bare 448 m.

Læs mere om de forskellige varianter af denne unikke dagstur under kortet.

Qassiarsuk – Tasiusaq – Nunataaq – Qassiarsuk. På grusvej og sti

Turen på grusvejen er let at følge, og derfor den mange vælger at tage første gang. Fra vejen har du også rigtig fin udsigt ud over det omgivne landskab, og på det højeste punkt mellem Qassiarsuk og Tasiusaq, kan du se fjorden til begge sider. Turen kan fint gås både med eller mod uret. Vejen mellem Qassiarsuk og Nunataaq er den stejleste, hvor det går mest op og ned, og det kan derfor være rart at tage den først på turen. Omvendt er udsigten, når du kommer gående fra Qassiarsuk ned mod Tasiusaq, noget af det smukkeste, hvilket taler for at tage turen den vej rundt.

Turen er i alt på ca. 20 km, og det er kun strækningen på 3 km. mellem Tasiusaq og Nunataaq, der ikke er på vej men på sti, og hvor varder og røde mærker viser vejen.

Gennem baglandet på sti til Tasiusaq. Retur på grusvej

Efter at have gået mange gange på grusvejen til Tasiusaq, er vi blevet helt vilde med turen over land som alternativ (den rød-stiplede rute på ovenstående kort). På første halvdel af turen mod Tasiusaq følger du en fåresti på siden af en langstrakt dal, og på en måde føler du dig mere som en del af landskabet på stien her, end når du går på grusvejen og kigger ud over landskabet. Om sommeren støder du på alle de fritgående får med lam, der græsser spredt over hele dette område, og nogle gange også en flok halvvilde heste.

Ruten er ikke markeret på stykket over til Tasiusaq, men der er ret fine fårestier at følge hele vejen, så du skal egentlig bare holde retningen, og rent teknisk er det næsten nemmere at vandre på sti og lavt græs, end på den stenede grusvej. Halvvejs til Tasiusaq ligger en flad top, med en stor varde på toppen og et fint udsigtspunkt og pausestop.

Nede ved Tasiusaq fortsætter du på stien til Nunataaq, som er markeret med rødt, og derfra videre til Qassiarsuk på grusvej. Hvis du er træt, kan du også altid bare tage den kortere vej fra Tasiusaq direkte til Qassiarsuk retur. Ved fåreholdstederne skal du altid være opmærksom på ikke at gå på græsmarkerne, som bliver høstet til hø, og undlad også at tale til eller klappe fårehundene, som ofte vil komme dig i møde, når du nærmer dig et fåreholdsted. De er som regel venlige, men kan også finde på at følge med dig på resten af turen, hvis du viser dem for meget opmærksomhed, hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt!

Via toppen Qaqqarsuatsiaq. Retur af grusvej og sti fra Tasiusaq

I sommeren 2021 fik vi endnu engang bekræftet, at store oplevelser nogle gange ligger lige foran din dør! Vi har vandret i området mellem Qassiarsuk og Tasiusaq/Nunataaq et utal af gange igennem mange år, men aldrig før taget os tid til at gå op på den markante top Qaqqarsuatsiaq, som ligger lige bag Nunataaq.

Det gjorde vi så en dag i august, og hvilken udsigt der åbenbarede sig, fra den bare 448 meter høje top. Især blev vi overrasket over, hvor godt vi kunne se gletscheren Eqalorutsit Killit Sermiat, som ligger over på den anden side af Sermilik fjorden, og som man ellers gladeligt vandrer helt ud til udsigtspunktet ved Ipiutaat for at se. Men også udsigten mod syd ud af Sermilikfjorden og mod øst mod Illerfissalik og Narsarsuaq var imponerende.

Vi fulgte første del af stisystemet fra Qassiarsuk mod Tasisuaq, men lidt før toppen med den store varde, drejede vi så mod sydvest over mod den højeste top i området. Det er ret nemt at finde den letteste vej til toppen, og som så ofte, er der næste altid fårestier, man kan følge det meste af vejen. Retur lod vi også fårestierne bestemme og føre os ned på stien mellem Tasiusaq og Nunataaq, hvorfra vi fortsatte til Tasiusaq og af vejen mod Qassiarsuk. Lidt efter passet på grusvejen, valgte vi så at forlade denne igen, og søge ind over land tilbage til Qassiarsuk. Det er bare lidt flottere og også mere behageligt at vandre i terrænet.

Længde: 17,5 km. Op/ned: 709 m. 
Se ruten på Wikiloc