Bretagnes fyrtårne

Der er 155 fyrtårne i Frankrig, og nogle af de mest spektakulære ligger ved Bretagnes vilde kystlinje og på øerne omkring. Vi synes fyrtårne er fascinerende, både fordi de igennem historien har haft en enorm vigtig funktion for skibe og sejlende, når de skulle finde vej, men også på grund af deres smukke arkitektur og forskellighed. Ofte er fyrtårnene bygget af de sten og materialer, der har været tilgængelige i området, og de falder dermed ind i landskabets farver på en virkelig fin måde.

Vi opsøger altid fyrtårne, når vi er i et kystområde, lige meget hvilket land, og det er tit forbundet med en flot vandretur langs med kysten. Alle fyrtårne i Frankrig er i dag fuldt automatiseret, men flere er også åbne for besøg, med mulighed for at komme op i dem, og få en udsigt ud over det sædvanlige.

Bretagne og Normandiet har nogle af de sværeste besejlingsforhold med storme, strøm, tidevand, øer og skær, og du kommer derfor også forbi en masse flotte og forskelligartede fyrtårne, på en rejse langs med disse kyster. Selvom nogle af de mest storslåede fyrtårne ligger langt ude på øer eller små skær, er der også mange imponerende, man kan se inde på land, og herunder har vi lavet en lille billedserie. Et fyrtårn hedder Phare på fransk.

Phare d'Eckmuhl ved Pointe de Penmarc'h

Phare d’Eckmühl ved Pointe de Penmarc’h er et af de høje på 64 meter. Det er meget flot beliggende og ét af dem man kan besøge og komme op i.

Phare de la Vieille

Phare de la Vieille ligger på et lille skær i farvandet mellem pynten Pointe du Raz og øen l’Île de Sein. Det er rigtig flot at vandre på kyststien hele vejen rundt om pynten, med udsigt til fyrtårnet og det strømfyldte hav omkring det.

Phare de Men Ruz

Fyrtårnet ved Ploumanac’h hedder Phare de Men Ruz på bretonsk. Det ligger i et berømt område med røde granitklipper, der er slebet af vind og vejr, og fyrtårnet er bygget af den selvsamme røde granit.

Phare du Paon

På øen l’Île de Bréhat ved Paimpol ligger Phare du Paon. Det tager bare 10 minutter at sejle over til øen, som ikke er større, end at du kan gå den rundt på et par timer. Oppe på nordspidsen ligger det lille fine fyrtårn, hvor navnet Paon er skrevet på den kalkede facade, der vender ud mod havet.

Phare du Cap Frehal

Cap Fréhel fik sit første fyrtårn helt tilbage i 1702. Det blev erstattet af et nyt i 1847, som blev ødelagt af den tyske besættelsesmagt, og det nye som blev bygget i 1946, er det vi ser i dag. Vi gik en rigtig fin vandretur rundt om Cap Fréhel, hvor fyrtårnet på spidsen er et af højdepunkterne.

Phare de Chausey

Phare de Chausey ligger på hovedøen af øgruppen Îles Chausey, et område med over 350 øer ved lavvande og bare 52 øer ved højvande, så man kan godt forstå behovet for et fyrtårn her! Det er ikke et højt og imponerende fyrtårn, men et yndigt lille et, der ligger med en samling huse omkring sig og er bygget af sten og sand fra området.

Phare de Granville

Phare de Granville ligger højt og flot ude på pynten over byen Granville i Normandiet. Med den røde hat og navnet skrevet med hvidt på granitstenene ses det tydeligt, når man kommer sejlende ind til byen.

Phare de Gatteville

På den nordøstlige spids af Normandiet, nord for fiskerlandsbyen Barfleur, ligger Phare de Gatteville. Det er et af de højeste fyrtårne i Frankrig på hele 75 meter. Det er åbent for besøgende, og der er virkelig flot udsigt, når man er kommet op ad de ca 350 trappetrin!

toppen af Phare de Gatteville

Læs også om vores første oplevelser i et Glimt af Bretagne

Eller om Vandreture i Bretagne og Tidevand og springtid i Normandiet

Eller gå tilbage til kortet over Frankrig