Et glimt af Bretagne

I efteråret 2020 havde vi planlagt at køre rundt i Bretagne på vej tilbage til Danmark fra Sydfrankrig og Alpeområdet. I slutningen af oktober krydsede vi den høje bro over Loire ved byen Saint-Nazaire og bevægede os ind i den sydlige del af Bretagne. Vi ville gerne opleve de lidt rå og barske kyster i deres rette element; med efterårsstorme og mørke skyer, hvide skumsprøjt og ensomme fyrtårne. Vi har tidligere kørt lidt hurtigt igennem Bretagne, og oplevet de store tidevandsforskelle oppe ved den Engelske kanal, uden at have tid eller mulighed for at komme ud og vandre rigtigt i de områder. Det ville vi også gerne.

klipper langs kysten på vandreture i Bretagne
fyrtårnet Phare d'Eckmühl

Det blev desværre kun til en uges tid i denne omgang, før vi måtte køre mod grænsen og nordpå mod Danmark. Frankrig lukkede ned igen, som de havde gjort i foråret, på grund af stigende Coronasmitte. Inden da fik vi dog vandret et par ture og oplevet bare et glimt af Bretagnes fascinerende natur, og endnu engang blev vi også bekræftet i, hvor forskelligartet Frankrig er som land. At Bretagne er helt sin egen, med egen historie, traditioner, byggestil og sprog.

landsby nær Point du Raz

Ja, Bretagne har sit helt eget sprog: Bretonsk. Det står bl.a. på vejskilte (sammen med det franske) og er ikke i nærheden af at ligne fransk. F.eks. hedder byen Vannes: Gwened, og “toutes directions” (alle retninger) som der står overalt på vejskilte i rundkørsler ved byer, skrives: Da bep Lec’h. Sproget stammer fra keltisk, ligesom den oprindelige befolkning i Bretagne også gør. Det var udvandrere fra Cornwall i Sydengland, der slog sig ned i “lille Britannien” (=Bretagne), som de kaldte det, i det 5. og 6. århundrede, og selvom det er længe siden, er der stadig ca. 20% der taler bretonsk, og vi synes, at både landskab men også de gamle stenhuse med store skorstene muret op i gavlene minder meget om det sydlige England.

klipperne ved Penmarch Bretagne

Den sydlige del af Bretagnes kyst ved byen Vannes og bugten Golf du Morbihan var lidt for fin og velfriseret et område efter vores smag. Mange andre vil sikkert finde det smukt, med det var ikke de vilde kyster med storm og klipper vi havde forestillet os, så vi kørte længere mod vest, ind i departementet Finistère og forbi byen Concarneau. Her gik vi en lille tur mellem pynten Pointe de Moustelin og Beg Meil, men fortsatte så endnu længere mod vest. Vi endte ved klipperne helt ude ved Penmarch, hvor vi holdt med udsigt til solnedgang i skumsprøjt og forvredne skyer og følte, at det var det her Bretagne, vi havde drømt om.

Vandreture i Bretagne

De næste dage gik vi to vandreture på kyststien, der snor sig næsten 2000 km. hele vejen rundt langs Bretagnes kyst fra Mont-Saint-Michel i nord til Saint-Nazaire i syd. Her oplevede vi Bretagnes typiske omskiftelige vejr, med både sol og regn og masser af vind på samme dag, mens havet skiftede farve fra sølvgråt og hvidt til turkisgrønt og dybblåt. Stien skærer sig gennem skrænter med lyng og bregner, og kysten veksler mellem klipper og små strande med gult sand. Det er flot og overskuelig vandring, og ikke så mange højdemetre som i Alperne!

kysten ved Cap de la Chèvre

Vores sidste stop i denne omgang blev på nordkysten ved den lille by Locquirec, hvor vi gik en tur på stranden ved lavvande. Der var på dette tidspunkt 6 meters forskel på høj- og lavvande, men længere mod øst tættere ved den Engelske kanal er der op til 15 meters tidevandsforskel, når den er størst. Det er et fascinerende landskab der dukker op med øer, skær og sandbanker, når vandet har trukket sig tilbage. Bådene ligger på siden i sandet i havnebassinet, strandfugle går mellem klipperne og finder muslinger og snegle, og det samme gør mange lokale, med spande, net og graveredskaber.

Locquirec i Nordbretagne
fiskeri til fods på rejser i Bretagne

Der er en stærk tradition langs Bretagnes kyster for strandfiskeri, eller ”fiskeri til fods” (pêche à pied) som det også kaldes. Kendskabet til tidevandsmiljøet og de bedste fangststeder er gået i arv fra generation til generation. Mange steder langs Bretagnes kyst, er vi stødt på store skilte og plancher ved nedgangen til strandene, hvor der opfordres til at følge den gode praksis og de gamle regler og traditioner, når man samler muslinger og skaldyr. Der er regler for hvilke redskaber, du må anvende. Der er skitseret hvor store de forskellige slags snegle og muslinger skal være, for at du må samle dem, ligesom der er visse årstider, hvor nogle arter er fredet. Endelig skal du altid sørge for at lægge sten tilbage, på samme måde som de lå, hvis du vender dem om, for ikke at forstyrre det miljø med alger og mikroorganismer der er under stenen. Og sidst men ikke mindst er det kun lovligt at indsamle til eget forbrug. 

I november 2021 var vi tilbage i Bretagne og denne gang også Normandiet. Læs om vores oplevelser i:

Vandreture i Bretagne

Bretagnes fyrtårne

og Tidevand og springtid i Normandiet

Eller gå tilbage til kortet over Frankrig