Vandring ved Pic du Midi
På kortet herunder kan du se vores to vandreture i Pyrenæerne omkring toppen Pic du Midi d’Ossau. Hvis du klikker på et af vandresymbolerne, åbner en boks, hvorfra du kan klikke dig videre til den pågældende tur længere nede på siden.
Der går en ca. 800 km. lang vandrerute på langs af Pyrenæerne fra Atlanterhavet til Middelhavet, som på fransk kaldes: Haute Randonnée Pyrénéenne (HRP). Den er opdelt i 41 etaper, og følger ryggen af bjergkæden så godt som den kan, ved at krydse mellem Frankrig og Spanien. Ruten er ren vandring uden klatreetaper, men den er ikke markeret, så den kræver noget orienteringserfaring. Derudover går der en markeret GR-rute (GR10) lidt lavere beliggende på den franske side af Pyrenæerne, også hele vejen fra kyst til kyst. Denne er lidt længere og går også mere op og ned, da den passerer gennem dale og landsbyer.
Da vi i efteråret 2021 kørte mod Pyrenæerne, var det allerede midt i oktober, og vi havde ikke ambitioner om så meget vandring. Vi havde bare et par dage, hvor vi gerne ville vandre et par flotte dagsture, så det var lidt svært at vælge, hvor det skulle være i den lange bjergkæde. Vi endte med at køre på mindre veje forbi Tarbes og Lourdes til landsbyen Laruns. Herfra fulgte vi vej D934 som krydser grænsen til Spanien i passet Col du Portalet. Lige før passet var der flere steder, hvor vi kunne holde med vores campervan, og også flere vandrestier på begge side af vejen i området med den markante top Pic du Midi d’Ossau.
Herunder kan du se billeder fra vores to ture i Pyrenæerne, og klikke dig videre til turen på vores profil på Wikiloc. Herfra kan du downloade GPS-sporet, eller bare studere ruten på kortet mere i detaljer. Bemærk at på Wikiloc kan du vælge forskellige kortlag foruden satellitkortet, og på en computer er kortet OpenTopoMap ret fint og detaljeret med højdekurver og stier.
Soques – Refuge de Pombie – Col de Suzon – Pic de Chérue – Pont de Camps
Okt. 2021
Dette var en rigtig flot rundtur i efterårsfarver ved foden af Pic du Midi d’Ossau. Alle de får og heste som græsser i Pyrenæerne om sommeren var drevet ned fra bjergene, og der var heller ikke mange andre vandrere tilbage. Til gengæld kom vi tæt på gemsen, som bliver kaldt for Isard i Pyrenæerne, og fra den lille top Pic de Chérue er der rigtig flot udsigt både mod Pic de Midi og til de omkringliggende dale og toppe. På vej retur forbi Cabane de Saoubiste, hvor man kan købe ost om sommeren, kiggede vi over i en dal på den anden side af Soques. Den så virkelig indbydende ud, så vi besluttede at der skulle turen gå hen den næste dag.
Længde: 16 km. Op/ned: 1.032 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet
Pic d’Arriel 2.806 m. og Lac d’Arrious
Okt. 2021
Fra Caillou de Soques går en klassisk rute ind gennem dalen mod passet Col d’Arrious, søen Lac d’Arrious og Refuge d’Arrémoulit. Det var synet af dalen vi var blevet fristet af, da vi kiggede over på den fra Pic du Midi, men da vi kiggede lidt på kort, opdagede vi, at der også lå et par toppe; Pic d’Arriel og Petit Pic d’Arriel, som man vist kunne komme op på, og så syntes vi det så lidt mere spændende ud. Det blev en virkelig flot og spektakulær toptur. På afstand ser det ret stejlt ud, det sidste stykke op på den store top, men med kikkert kunne vi se enkelte andre vandrere på vej op, og ganske rigtig var det muligt at komme derop. Det er godt nok en af de toppe, hvor vi har skulle have hænderne til hjælp flest gange, men det kunne lade sig gøre! Og udsigten var selvfølgelig hel exceptionel. På vej ned er det fint at smutte over den lille top Petit Pic d’Arriel også, da den ligger lige på vejen ned til søen Lac d’Arrious, og turen bliver dermed næsten til en rundtur.
Længde: 13 km. Op/ned: 1.485 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet
Læs også om Baskerlandet
Eller gå tilbage til kortet over Frankrig