Grønnedal området
I 2020 fik vi endelig chancen for at opleve området omkring Grønnedal og Ivittuut nærmere. Grønnedal er en tidligere flådestation, der ligger i Arsuk fjord på Grønlands sydlige vestkyst. Ivittuut, som ligger bare 4-5 km fra Grønnedal, var en kryolitmine fra midten af 1800tallet og indtil 1987, hvor den lukkede. Grønnedal har ry som et fantastisk vandreområde med flotte fjelde, dale og fjorde og et rigt dyreliv med bl.a. moskusokser. Selv nordboerne faldt for de grønne dale og bosatte sig i det, som arkæologer i dag kalder Mellembygden.
Vi tog kystskibet Sarfaq Ituk til bygden Arsuk. Den sejler én gang om ugen fra Narsaq og Qaqortoq. Fra Arsuk havde vi en aftale med en lokal, der med en mindre båd bragte os ind til Grønnedal. Vi havde mange planer om topture i området, men blev lidt forfulgt af tåge og regn i den uge vi var der. Det blev dog til et par flotte ture og mødet med en masse moskusokser. Læs mere herunder eller gå tilbage til kortet over Sydgrønland.