Vandreture ved Grønnedal

På kortet herunder kan du se tre af vores vandreture i Grønnedal området. Hvis du klikker på et af vandresymbolerne på kortet, åbner en boks med lidt info om den enkelte tur samt et link til turen på vores profil på Wikiloc.com. Her kan du downloade GPS-sporet, eller bare studere ruten på kortet mere i detaljer.

Der er rigtig mange gode dagsture med udgangspunkt fra både Grønnedal og Ivittuut, så man kan fint bruge et af disse steder som base. Der er imidlertid i øjeblikket ikke nogen overnatningsmuligheder de to steder, og heller ikke indkøbsmuligheder, så du må have telt og proviant med dig.

Vi havde anskaffet os vandrerkortet Ivittuut 1:75.000 på forhånd. Kortet er en del af en vandrekortsserie udgivet af Greenland Tourism (i dag Visit Greenland) og kan bl.a. købes online hos Scanmaps.

moskusokse ved stranden

Herunder kan du se flere billeder og beskrivelser af vores tre flotte dagsture ved Grønnedal, og ligesom på kortet øverst på siden klikke dig videre til turene på Wikiloc.

Tur til Ikka-fjorden

Ikka-fjorden ligger parallelt med Arsuk fjord øst for Grønnedal, og er kendt for sine Ikka søjler. Søjlerne dannes på havbunden, hvor regnvand er trængt ned gennem klippesprækker i de omgivende fjelde, og danner små kildevæld, der i kontakt med saltvandet udfælder et mineral; Ikait, som vokser op som en søjle fra havbunden. Søjlerne bliver op til 20 meter høje og når op til et par meter under havoverfladen. Det må være meget flot og spektakulært at dykke mellem de sjældne søjler, men ikke lige noget alle og enhver kan komme til. Men ved lavvande og vindstille, kan man faktisk ane de højeste lige under havoverfladen, og især hvis man kigger ned på dem lidt fra oven!

Vandreturen fra Grønnedal over til Ikka-fjorden går op forbi Grønnedalshytten og videre ind over fjeldet til dalen med navnet Turistkløften, som fører ned til bunden af Ikka-fjorden. Turistkløften kunne også hedde Moskusoksernes Dal, synes vi. Vi mødte virkelig mange moskusokser, både i flok og enlige, på vej ned gennem denne flotte dal. I bunden af Ikka-fjorden ligger en anden lille hytte, man kan søge ly i, men vi fortsatte et par kilometer på stranden og kom så hen til stedet, der på kortet hedder den Skrå Kløft. Den ligger lige ud for det sted i Ikka-fjorden med flest søjler, og efterhånden som man kommer højere og højere op af skråningen, bliver søjlerne mere og mere tydelige gennem vandet, hvis der ikke er alt for mange krusninger på havoverfladen. Det er hermed vores bedste bud på at få et glimt af søjlerne uden båd og dykkertilladelse, og en rigtig flot vandretur i sig selv også.

Længde: 18 km. Op/ned: 1.005 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc

Udsigten og Lakseelven

Vi havde ellers drømt om og planlagt en tur til det over 1.000 meter høje fjeld Laksefjeld, der ligger som det højeste punkt i området nord for Grønnedal, men hver dag vi kiggede i dets retning, var toppen dækket af skyer og udsigten begrænset. Flere gange gik vi om morgenen op til Grønnedalshytten og ventede troligt i tågen dér, på at den måske skulle lette. Når det så ikke skete, måtte vi finde på noget andet, og den ene dag blev det til en ret fin tur tilbage mod Grønnedal og derfra op på husfjeldet med hytten kaldet: Udsigtposten. Her klarede det en lille smule op, og vi kunne fortsætte ind over plateauet mod nord, indtil vi fandt en moskusoksesti, der førte os ned til Lakseelven i Laksebunden, hvor man også har udsigt til vandfaldet kaldet Brudesløret. Herfra fulgte vi fjorden rundt tilbage til Grønnedal, og vi blev belønnet med masser af moskusokser og et enkelt rensdyr på vejen.

Længde: 12,5 km. Op/ned: 478 m. 
Se kort og beskrivelse på Wikiloc

Rypefjeld 510 m.

På vores sidste dag i Grønnedal fik vi endelig solen at se og skyndte os op ad det nærmeste fjeld. Det blev Rypefjeldet, og turen ind over det store plateau Randsletten er virkelig flot, med sol, luft og frit udsyn. Fjeldet levede op til sit navn, da vi lige under toppen så to ryper lette, men også moskusokser bliver vi stadig overrasket over hvor højt oppe vi møder, og på virkelig stejle skråninger.

Længde: 12 km. Op/ned: 569 m. 
Se kort og beskrivelse på Wikiloc