Om dyrene i Mercantour

Dyrelivet var noget af det første, der imponerede os på vandreture i Mercantour, og det blev hurtigt et mål vi satte os, når vi valgte en rute; – at vi skulle se vilde dyr på turen. Vi drømte om at se stenbuk, senere blev det den mere sjældne muflon, og vi har stadig ulven til gode!

Men først så vi Chamois – gemser. De er sky, elegante når de flygter over en stejl blokmark, og også lidt nysgerrige, når de ligger på tryg afstand, og stikker hovedet med deres små fiffige horn op over en takket bjergkam. De er ret almindelige i nationalparken og de tilstødende områder, så det er nok det dyr, vi oftest ser på vores vandreture. Og så har de en helt fantastisk kondition: hvor et trænet menneske bruger ca. 2 timer på at vandre 1.000 højdemeter opad, kan en chamois tilbagelægge den samme stigning på 10 minutter!

La Marmotte – alpemurmeldyr på dansk – så vi ikke de første år. Der var vi simpelthen for sent ude, og de var gået i vinterhi. Stor var lykken derfor en mild og solrig dag midt i oktober i 2018, i dalen Vallon de la Cabane (nordlige Tinée), hvor vi pludselig mødte to, tykke murmeldyr, der lå og slikkede sol lige udenfor deres huller. Jeg tror, det var den allersidste dag, før de skulle ned og tilbringe vinteren i deres huler under jorden, og ligesom os ville de lige have årets sidste sol og varme med!

I 2020 kom vi afsted i september måned, og her blev murmeldyret en sjov og trofast følgesvend på mange ture. De har sikkert set os flere gange, end vi har set dem, for de er svære at få øje på, når de sidder stille i deres gråbrune pels, og går i ét med sten og jord. Men når først én af dem fløjter sit advarselsskrig (det kan næsten lyde som en fugl), farer alle hen til deres huller, og man opdager, hvor mange der har siddet og kigget på, at vi kom nærmere!

Det er en af deres ypperste kompetencer; at opdage fjenden – det kan være en rovfugl, en ræv eller ulv – derefter advare de øvrige i familien, og så ellers flygte ned i sit hul. Ellers har de travlt med at spise det meste af sommeren, hvor de fordobler deres vægt, inden de skal i vinterhi igen.

Jeg har til gode at se dem om foråret, når sneen smelter og de kommer ud af deres huler. Her har Jacky set dem danse – eller slås – når de kæmper om at finde den bedste partner!

Stenbukken (Le Bouquetin) er for mig indbegrebet af det stolteste dyr i bjergene. Når den roligt står i silhuet på en bjergtop, og knejser med sine enorme horn. Den er en endnu bedre klatrer end gemsen, og det er, som om den tænker, at jo mere stenet og stejl en blokmark, jo bedre!

Første gang vi så den, havde vi vandret forskellige steder i Mercantour i ca. 14 dage, og det var den sidste dag, hvor vi havde planlagt en vandretur, før vi skulle køre gennem passet Col de la Bonnette og ned til Jausiers og Barcelonette. Vi havde haft kikkert med på alle ture, vi havde vandret op i stenede bjergpas, bare for at spejde, og vi havde set mange gemser men ingen stenbuk. Pludselig, efter en lang vandring på tværs af en græsklædt bjergskråning og gennem et lille pas, så vi nogle dyr i modlyset oppe på en stenskråning. Og da kikkerten kom frem – var det en flok på 5-6 stenbukke! Vi sneg os forsigtigt nærmere; ville se dem rigtigt, men heller ikke skræmme dem.

Senere har vi lært, at selvom de er mere sjældne end gemserne, så flygter de ikke ligesom dem, og hvis de er i området, ja, så får du dem nok også at se. Stenbukken er selvsikker. Hvis den opfatter en fare, bevæger den sig roligt op på en højere knold, hvor den så bliver stående og føler sig urørlig. Sådan har den klaret sig overfor ulve og andre rovdyr, men ikke mennesket med riffel, og derfor blev den næsten udryddet i Europa i 1800tallet.

I Frankrig er de i dag beskyttet, og man har med succes fået dem genindført i flere områder af Alperne, så det er slet ikke så umuligt, som vi troede i starten, at opleve det imponerende dyr. Man kan sågar på Mercantour Nationalpark’s hjemmeside følge nogle udvalgte stenbukke med GPS-halsbånd!

Muflonen (også kaldet Europæisk vildfår) er ret sjælden i Mercantour. Hannen har nogle imponerende snoede horn mens hunnen meget ligner et tamfår. Efter at have set stenbuk, var vores næste ønske at opleve muflonen, og det lykkedes i september 2020, hvor vi pludselig traf et par, på vej ned fra toppen Cime de l’Agnellière ved La Madonne de Fenestre.

Egentlig er muflonen ikke en naturlig del af Mercantour og Alperne. Den er indført fra Korsika og Sardinien, hvor den har levet vildt, men faktisk mener nogle historikere, at den i sin tid er tilført disse øer som tamfår af mennesker i yngre stenalder, så den har en lidt pudsig historie.

Den trives bedre andre steder i Frankrig end lige Alperne, hvor vintrene med sne, kan blive lidt for meget af det gode, og hvor den også er et af favoritmåltiderne for det stigende antal af ulve!

Ja, ulve har vi hverken set eller hørt endnu, og det er nok heller ikke noget vi kommer til, på en almindelig vandretur i Mercantour. Men de er her! De er kommet over grænsen fra Italien, hvor de har været mere udbredt, og den første blev observeret i 1992. De lever ret alsidigt af rådyr, gemser, mufloner og naturligvis også tamme får, som der er mange af i området. Nationalparken Mercantour anslår at ulve i gennemsnit tager ca. 1.500 får om året. Den bedste måde landmanden kan beskytte sine får på, er ved hjælp af Pyreneerhunden – Patou på fransk. Racen har igennem flere hundrede år været udviklet til at beskytte husdyr. Den er større end fårene, men har levet som hvalp i fårestalden, hvor den har set sig selv som en del af fåreflokken. Når den bliver voksen, er den derfor en trofast beskytter af flokken og en frygtindgydende fjende for ulven.

Vi møder dem tit på vandreture i Mercantour. En flok med får og geder har som regel en fårehyrde, 3-4 hyrdehunde og det samme antal Patou-hunde med sig. De er ikke fjendtlige overfor mennesker, men meget beskyttende overfor deres flok, så man skal være opmærksom på ikke at komme imellem dem og flokken, når man møder dem!