Vandreture i Mercantour

På kortet herunder kan du se vores vandreture i Mercantour. Hvis du klikker på et af vandresymbolerne, åbner en boks, hvorfra du kan klikke dig videre til den pågældende tur længere nede på siden.

Vores vandreture i Mercantour har hovedsalig været dagsture, hvor vi har overnattet i vores autocamper, og før vi fik den på små hoteller og guesthouses. Fordelen med en bil er, at vi nemt kan komme hen til der, hvor mange vandreture starter, og vi slipper for at gå et længere stykke på asfaltvej. Til gengæld er vi lidt afskåret fra ture der starter ét sted og slutter et andet. Om sommeren kører der busser mellem landsbyerne og ind til turistknudepunkter, og du har derfor lidt flere muligheder for at komme rundt uden egen bil, end vi har haft om efteråret.

Om sommeren kan du også overnatte på refugier (hytter/hoteller i bjergene). Det giver en rigtig fin mulighed for at komme på en flerdagstur endnu længere ind i nationalparken. De fleste af dem har dog lukket fra midt i september, men mange har et lille vinteranneks åbent for selvbetjening, og det har vi bl.a. benyttet os af i dalen Vallée des Merveilles ved Refuge de Valmasque. Du finder en oversigt (på fransk) over refugier i den franske del af Mercantour på den franske alpinklubs (FFCAM) hjemmeside, og for de italienske på denne hjemmeside for refugier i Piemonte (på italiensk).

Refuge de Valmasque. Mercantour

Der er vandreture for enhver smag og enhver sværhedsgrad i Mercantour. De ture vi har gået, og som er på kortet herover til inspiration, vil vi beskrive som moderate. De fleste er på 12-15 km. og fra 600-1.000 m. i højdemeter. De er ikke teknisk svære, og der er kun et par enkelte steder på nogle af topturene, hvor man må tage hænderne til hjælp en enkelt gang. Mange af turene er markeret, men der er også steder, hvor vi går uden for sti. Her kan du med fordel læse vores rutebeskrivelse på Wikiloc og evt. downloade sporet.

Vi foretrækker dog selv ofte et gammeldags topografisk kort i papirformat, både til at planlægge efter og til at have med på tur. Vi køber derfor de blå IGN-kort i 1:25.000, som kan fås i alle de lokale Tabac (kiosker) og ellers i boghandler og dagligvarebutikker. Derudover besøger vi ofte det lokale turistkontor eller nationalparkens egne informationscentre (Maison du Parc National).

Cime de la Valette de Prals i Mercantour

Vi har svært ved at pege på den flotteste vandretur i Mercantour, fordi vi efterhånden har så mange at vælge imellem, der alle har betaget os. Vi har nok en forkærlighed for området Haute Tinée, men også dalen Vésubie med byen Saint-Martin-Vésubie. Og så er vi faldet for den lille landsby Beuil i Haut-Cians dalen og vandreturene dér. Men hver gang vi har opholdt os nogle uger i Mercantour, og er på vej videre, begynder vi at snakke om steder, vi vil besøge næste gang!

Herunder kan du se billeder fra alle vores ture, og klikke dig videre til turen på vores profil på Wikiloc.com. Herfra kan du downloade GPS-sporet, eller bare studere ruten på kortet mere i detaljer. Bemærk at på Wikiloc kan du vælge forskellige kortlag foruden satellitkortet, og på en computer er kortet OpenTopoMap ret fint og detaljeret med højdekurver og stier.

Sestrière Basse – Col de Braïssa – Col de Cime plate

Okt. 2019

Rundtur fra Saint Dalmas-le-Selvage (i Haute Tinée) og én af de flotteste ture vi har vandret i Mercantour. Første del af turen går gennem en klippefyldt skov med de fineste gamle lærketræer. Derefter kommer du op i åbent bjerglandskab med vilde udsigter. En lille del af turen er udenfor sti, men nem at følge.
Længde: 13 km. Op/ned: 869 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Cime de Pal 2.519 m.

Okt. 2022

Cime de Pal er en rigtig typisk Mercantour top med udsigt over både græsklædte og golde bjerge. Vi var tæt på toppen i efteråret 2021, da vi vandrede op til passet Col de Gialorgues fra landsbyen Estenc i dalen Haut Var. I 2022 tog vi så toppen fra den anden side (Saint-Dalmas-le-Selvage) gennem den lange men flotte dal Gialorgues. 
Længde: 22 km. Op/ned: 1.312 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Bousiéyas – Col de la Colombière – Crête de Blanche

Okt. 2018

Dejlig rundtur i flot åbent landskab fra Bousiéyas ved Saint-Étienne-de-Tinée. Det var også på denne tur at vi så stenbukke første gang. Der lå en flok flotte hanner på skråningen mellem Col de la Blanche og Col de l’Alpe. 
Længde: 16 km. Op/ned: 852 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Vallon de la Cabane – Pas de Morgon – Col de Fer

Okt. 2018

Dette var den første tur vi gik i og omkring Salso Moreno dalen (Haute Tinée), og den står stadig som den måske flotteste af de 4, vi indtil nu har gået i området. Det er en virkelig komplet rundtur, der starter fra den lille samling af huse; Le Pra. Dele af turen er udenfor sti men følger vinterruten på kortet.
Længde: 15 km. Op/ned: 1.095 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Lac de Vens – Refuge de Vens – Col de Fer

Okt. 2019

Endnu en flot og varieret rundtur fra Le Pra ved Saint-Étienne-de-Tinée. Man kommer ikke helt over i Salso Moreno dalen, og vi mødte heller ikke nogle dyr på lige denne tur. Til gengæld går den på markeret sti hele vejen rundt (og forbi Refuge de Vens), hvis man er mest tryg ved det. 
Længde: 16,5 km. Op/ned: 1.108 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Salso Moreno. Rundtur på kanten af dalen

Sep. 2021

Her vandrer man hele vejen rundt på kanten af den smukke og fantastiske dal Salso Moreno. Turen starter fra Camp des Fourches lige under passet Col de la Bonette i 2.700 meters højde, og man sparer derved en masse højdemeter. Vi mødte murmeldyr, gemser, stenbukke og mouflon (vilde får) – helt utroligt dyreliv! Store dele af turen er udenfor sti, men i let terræn.
Længde: 14 km. Op/ned: 1.027 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Tête de l’Enchastraye 2.954 m.

Okt. 2022

Vi måtte bare tilbage til Salso Moreno dalen igen i 2022. Der er nærmest garanti for at møde mouflon her, hvis man går lidt væk fra stien de rigtige steder, og stenbuk ser vi også hver gang. Udsigten fra toppen Tête de l’Enchastraye er en af de rigtig flotte, og turen udenfor sti rundt gennem passet Pas de la Cavale gør turen til en spændende og helt perfekt rundtur.
Længde: 15 km. Op/ned: 1.206 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Cime de Pelousette 2.757 m.

Okt. 2022

Dette er en kortere tur i det flotte landskab omkring Col de la Bonette, hvis du ikke har en lang dag til rådighed. Igen er det med flot udsigt over Salso Moreno dalen og Les Roubines Negres (de spektakulære, gråsorte skråninger der fører ned til dalen), og der er næsten også garanti for at se dyr; chamois (gemser), bouquetin (stenbuk) eller mouflon (vildfår).
Længde: 10 km. Op/ned: 950 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Mont Tenibre 3.031 m.

Okt. 2021

Toptur fra St-Étienne-de-Tinée til Mont Tenibre (3.031 m.), som er en rigtig alpin top. Her er der ikke de græsklædte skråninger og langstrakte højderygge, som ellers også er så karakteristisk for Mercantour. Til gengæld er der stejle klippesider, blokke og sten. Vi vandrede den på en lang dagstur, men turen kan også gøres over to dage med overnatning i Refuge de Rabuons.
Længde: 19 km. Op/ned: 1.982 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Circuit de Sélasse. Lille rundtur fra Saint-Étienne

Okt. 2018

En rigtig fin og kort rundtur – dog med nogle højdemeter – der starter direkte fra landsbyen Saint-Étienne. Undervejs gennem landskabet for du et fint indblik i, hvor stor en rolle landbrug med sæterdrift har spillet tidligere i området, med græsning samt dyrkning på terrasser, og flere steder møder du endnu græssende får og geder. 
Længde: 6 km. Op/ned: 696 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Rundtur ved Mont Ferant. Fra landsbyen Roya (Haute Tinée)

Okt. 2021

En klassisk rundtur i Mercantour. Turen starter og slutter i den lille landsby Hameau de Roya, som er meget charmerende (ca. 10 km. syd for Saint-Étienne). Selve turen er måske ikke en af de mest spektakulære, vi har gået, men let at følge på sti hele vejen rundt. Længde: 14 km. Op/ned: 913 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Lago di Roburent fra Col de Larche

Okt. 2019

Val d’Oronaye er en flot dal, hvor der især fra landsbyen Larche og op til passet Col de Larche (Maddalena på italiensk) er flere fine vandreture. Da vi gik denne tur i 2019, var det især udsigten mod syd over til dalen Vallon du Lauzanier, der fik os til at vende tilbage året efter.
Længde: 13 km. Op/ned: 672 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Vallon du Lauzanier – Pas de la Cavale

Sep. 2020

Vandretur gennem den smukke dal Vallon du Lauzanier tæt ved landsbyen Larche i det nordlige Mercantour. Et område vi gerne vil tilbage til og udforske lidt mere. Denne gang var vinteren på vej, og det blev bare til en tur op til passet; Pas de la Cavale. Herfra er der dog også en meget flot udsigt ned i Salso Moreno dalen.
Længde: 16,5 km. Op/ned: 977 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Col de la Cayolle og Col de la Petite Cayolle

Okt. 2019

Lille let rundtur fra passet Col de la Cayolle. Vi gik den i tåge, men det forhindrede os ikke i at se stenbukke, som nok troede, at de var usynlige i tågen, siden de havde lagt sig til rette lige midt på vandrestien!
Længde: 9 km. Op/ned: 510 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Col de Gialorgues og Tête de la Boulière

Okt. 2021

Vandretur fra den lille landsby Estenc i dalen Haut Var. Der er flere toppe at gå op på i området omkring passet Col de Gialorgues. Denne dag blev det Tête de la Boulière, men året efter var vi tilbage i passet fra nordsiden (Saint-Dalmage-le-Selvage) og gik op på toppen Cime de Pal.
Længde: 15,5 km. Op/ned: 943 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Cime de l’Aspre 2.463 m.

Okt. 2021

Længere nede i dalen Haut Var ligger landsbyen Châteauneuf d’Entraunes. Herfra gik vi en flot og varieret rundtur til den flade og vindblæste top Cime de l’Aspre. Den lille landsby Hameau Les Tourres, som vi kom gennem på vej retur, er virkelig charmerende.
Længde: 19 km. Op/ned: 1.503 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Sainte Anna Vinadio. Tour du Lausfer

Okt. 2019

En let vandretur i den italienske del af Mercantour fra klostret Sainte Anna Vinadio tæt på passet Col de la Lombard og grænsen til Frankrig. Landskabet her er meget stenet, råt og goldt. Turen går dog på tydelig markeret sti hele vejen.
Længde: 9 km. Op/ned: 530 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

La Madonne de Fenestre – Baisse de Férrisson – Lac des Prals

Sep. 2020

Rundtur fra La Madonne de Fenestre ved landsbyen Saint-Martin-Vésubie. Dette er en rigtig højderygstur, hvor man kommer over den ene top efter den anden med udsigt på udsigt. Du kan se til Middelhavet, og i klart vejr Korsikas bjerge endnu længere ude. Vejen retur går forbi de 5 søer; Lacs de Prals.
Længde: 14 km. Op/ned: 1.011 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Col de Fenestre – Pas des Ladres – Cime de l’Agnellière

Sep. 2020

Endnu en flot rundtur fra La Madonne de Fenestre ved landsbyen Saint-Martin-Vésubie. Turen går gennem rigtigt alpint landskab i passene Col de Fenestre og Pas des Ladres, og du må endelig ikke snyde dig selv for udsigten fra toppen Cime de l’Agnellière (2.700 m). Det var i øvrigt på denne tur, vi så muflon første gang i Mercantour.
Længde: 11 km. Op/ned: 973 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Col de Salése – Cime de Frémamorte 2.731 m.

Sep. 2020

Vandretur omkring Le Boréon ved landsbyen Saint-Martin-Vésubie. Området med søerne Lacs de Frémamorte og toppen Cime de Frémamorte er måske et af de flotteste, vi har oplevet, og lige under toppen lå den fineste unge stenbuk og hvilede sig. 
Længde: 17 km. Op/ned: 1.102 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Les Lacs Bessons – Refuge du Cougourde – Lac de Trecolpas

Okt. 2020

Endnu en flot rundtur fra Le Boréon ved landsbyen Saint-Martin-Vésubie. Det er en klassisk tur fra refugiet og forbi Lac de Trecolpas, men den første del af turen op til de 2 små søer Lacs Bessons er der ikke så mange der går, og den er virkelig fin.
Længde: 14 km. Op/ned: 1.064 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Lac Autier og Baisse du Basto. Fra dalen Gordolasque

Okt. 2022

En flot og varieret rundtur i det inderste af den smukke dal Gordolasque. Fra passet Baisse du Basto skal du lige gå det sidste stykke op på toppen til venstre. Derfra er der endnu flottere udsigt, også til Lac du Basto. Der var i øvrigt et helt utroligt dyreliv med gemser og stenbukke undervejs, da vi gik turen her i oktober.
Længde: 14 km. Op/ned: 1.072 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Cime du Diable 2.685 m.

Okt. 2022

Dette er endnu en meget flot og varieret rundtur fra Gordolasque til toppen Cime du Diable (2.685 m.). Du passerer gennem to meget forskellige dale; Vallon d’Empounrame på vej op og Vallon des Verrairiers på vej ned fra toppen. Kommer i øvrigt også forbi sølandskabet ved Refuge des Merveilles, og er garenteret at møde et utal af chamois (gemser)! I hvert fald på en sensommer/efterårstur.
Længde: 16 km. Op/ned: 1.503 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Circuit de la Maluna. Rundtur ved Roquebiellère

Okt. 2022

Dette er en fin rundtur fra Roquebillière, der på trods af at den starter helt nede i omkring 600 meters højde, faktisk byder på pænt med højdemeter, god længde (ca. 15 km) og helt sikkert mange fine udsigter, fra det delvist åbne landskab man kommer op i. Vi gik dog turen i tåge og lave skyer, og kan derfor ikke berette så meget om udsigten. Stien er dog nem at følge hele vejen, med skilte og tydelige markeringer.
Længde: 14,5 km. Op/ned: 1.355 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Le Lac Vert de Fontanalba

Okt. 2018

Vandretur til søen Le Lac Vert og området Fontanalba, der er kendt for dets forhistoriske klippemalerier. Området er lidt nemmere (kortere og med færre højdemeter) at komme ind til fra øst; fra dalen Castérino og Tende, som vi gjorde her i 2018, end fra vest via dalen Gordolasque.
Længde: 15 km. Op/ned: 754 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Refuge de Valmasque

Okt. 2018

I efteråret 2018 gik vi en meget flot 2-dags tur med overnatning i Refuge de Valmasque, for at udforske dalene Vallée de la Valmasque og Vallée des Merveilles. Vi nåede forbi de tre søer; Lac Vert, Lac Noir og Lac du Basto til passet Baisse de Valmasque, og næste dag en tur op i passet Pas de la Fous. Vi så en masse gemser, men ingen stenbukke på dette tidspunkt.
Længde: Dag 1: 14 km. Dag 2: 11 km.
Op/ned: Dag 1: 938 m./434 m. Dag 2: 653 m./1.155 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc Dag 1 og Dag 2. Gå tilbage til kortet 

Mont Brussiere – Sommet du Countent – Col des Moulinés

Okt. 2019

Rundtur fra Beuil, hvor du kommer op i de typiske sæterlandskaber i Mercanatour med udsigt til de endnu højere, flotte, nøgne og afrundede bjergtoppe i Mont Mounier området.
Længde: 16 km. Op/ned: 859 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Beuil – Tête du Garnier – Les Launes

Nov. 2017

Dette er en kortere og lettere rundtur fra landsbyen Beuil, som vi gik i november måned i klart og koldt vejr, men i læ for den lidt barske vind der blæste.
Længde: 11,5 km. Op/ned: 497 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Corniches du Cians og les Cluots

Okt. 2021

Endnu en flot og lidt anderledes rundtur fra Beuil. På første del af turen rundt om Corniches du Cians føler du dig hensat til middelhavsområdet med farver og vegetation. På vej retur via toppene les Cluots og Tête de Giarons er du tilbage i Mercantours typiske græsklædte og afrundede toppe.
Længde: 20 km. Op/ned: 1.102 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc.
Ruten kan afkortes med 9-10 km. Se den afkortede udgave på Wikiloc (Fra Nov. 2017).
Gå tilbage til kortet 

Mont Mounier 2.818 m

Okt. 2021

Det tog os flere besøg til Beuil, før vi havde vejret med os til denne tur, men det er virkelig en tur og en top, som det er værd at vente på! Landskabet og udsigten er blandt det flotteste i Mercantour – synes vi!
Længde: 19,5 km. Op/ned: 1.493 m.
Se kort og beskrivelse på Wikiloc. Gå tilbage til kortet 

Læs mere om Mercantour eller Om dyrene i Mercantour

Eller gå tilbage til kortet over Frankrig