Transhumance
På vores vandreture i de franske Alper møder vi jo ofte store flokke med får, der græsser i området oven for skovene og neden for de højeste bjergtoppe. Det er ligesom vi kender det fra Skandinavien med sæterbrug, hvor dyrene om sommeren udnytter græsset højest oppe, på områder der ikke kan dyrkes på andre måder, og derefter tilbringer vinteren i dalene, hvor de bliver fodret med hø, som bønderne har samlet sammen om sommeren. Forskellen i Frankrig er bare, de noget større geografiske afstande. Vintersæsonen er ikke nede i dalene, men nede i Sydfrankrig 200-400 km væk, og systemet kaldes for Transhumance.
Transhumance er oprindeligt et fransk ord, der bliver brugt om den form for landbrug i hele verden, hvor hyrder flytter husdyrene mellem faste sommer- og vintergræsgange. I Frankrig er det især får, selvom der også foregår en lille smule transhumance med køer fra Ubaye-området ned til dalene i Italien om vinteren.
Historisk set går praksissen tilbage til Middelalderen, måske endda helt til Romertiden, og sommergræsningen fandt (og finder stadigt) sted i alle de dele af Alperne, hvor vi nu vandrer; det sydlige Savoie, Les Écrins, Vercors og Dévoluy og i særdeleshed i Queyras, Ubaye og Mercantour. Om vinteren flytter fårene til Sydfrankrig; ned til de flade marker i det sydlige af Rhonedalen omkring Arles og deltaet ved Camargue, hvor vi også har mødt dem på vores vinterture.
Oprindelig forgik flytningen til fods, hvor hyrder vandrede med fåreflokkene via de samme ruter ”drailles” år efter år. Det var små jord- og stenveje, der efterhånden blev etableret, så transporten af de mange tusinde får generede mindst muligt og ikke kom i konflikt med de lokale bønder. Turen til fods tog 3 til 4 uger og foregik lige frem til slutningen af 1800tallet, hvor man begyndte at tage jernbanerne til hjælp, og transporterede fårene med tog. Fra 1950erne og frem til i dag, foregår det så med lastbil. Der kan være ca 400 dyr på en lastbil, og turen tager bare en dag, men det er stadig en stor begivenhed, som vi har været vidner til bl.a. i landsbyen Ceillac i Queyras.
I ugerne op til afhentningen bliver fårene drevet ned til landsbyen, hvor de så græsser i indhegninger rundt omkring. Det er hele familien, venner og de landsbybeboere der har lyst, der hjælper til i de dage. Der er marked, hvor de fineste eksemplarer af fårene bliver udstillet og bedømt, der bliver demonstreret forskellige håndværk og færdigheder indenfor fåreavl og landbrug, og selvfølgelig solgt delikatesser af lokalproducerede fødevarer. Da vi opholdt os i Ceillac i september 2022, sluttede det hele af med en fællesspisning i forsamlingshuset, hvor alle var velkommen. En rigtig hyggelig oplevelse!
Transporten med lastbil har flere fordele i forhold til den lange vandring til fods. Fårene kan tilbringe længere tid på sommergræsning, og det er lettere at tilpasse og planlægge læmningen, til at foregå når fårene er kommet frem til deres overvintringsplads. Fåreavlen i dag har kødproduktion som hovedformål, hvor lammene typisk bliver født om vinteren/foråret, græsser hele sommeren, og bliver slagtet om efteråret, når de kommer ned fra bjergene, 6-10 måneder gamle.
Det minder på mange måder om måden at drive fåreavl på, som vi kender så godt fra Sydgrønland, men der er dog afgørende forskelle. I Grønland er der ingen rovdyr, og fårene passer sig selv hele sommeren, hvor de græsser alene, spredt ud over store områder. Det store arbejde består i at få dem samlet sammen om efteråret, og bragt dem ned til stald for vinteren. I Frankrig spiller hyrden til gengæld en stor rolle. Fårene græsser om sommeren frit i en stor flok, hvor de bliver holdt sammen, og ledt op på græsning om morgenen og ned til et overnatningssted om aftenen ved hjælp af hyrden og dennes hunde. Det er arbejdskrævende hele sommeren og kræver godt kendskab både til landskabet og de gode græsningssteder, samt dyrene og deres sundhed og trivsel.
Og så er der ulven, som siden 1990erne er kommet tilbage til Frankrig efter at have været udryddet/forsvundet. I dag er ulven fredet, og fra officiel side er man glad for at have fået den tilbage, men man anerkender også de problemer, det giver for fåreavlerne. Alene i Mercantour Nationalpark bliver der registreret ca 1500 dræbte får om året, og tallet er nok nærmere 1800 stk, når man tæller dem med, der ikke bliver fundet.
Der bliver derfor givet økonomisk støtte til fåreavlerne, og de to vigtigste måder at beskytte fårene mod ulve på, er ved at holde dem i indhegninger om natten beskyttet med elektriske hegn, og så at benytte vagthunde i form af Pyrenéerhunden, også kaldet Patou i Frankrig.
Patou’en stammer fra Pyrenæerne og er en gammel hunderace, der er blevet opdrættet med det formål at være vagthund for dyreflokke især mod rovdyr. Hvalpene vokser op i fåreflokken, som de betragter som deres familie, og med deres instinkt for at beskytte og deres fysiske størrelse, er de et reelt modsvar mod ulveangreb.
Vi møder dem ofte på vores vandreture. Næsten overalt støder vi på skilte, hvor der står beskrevet, hvordan man som vandrer skal forholde sig, når man møder en Patou. Man skal forholde sig roligt, stoppe op, og vente til hunden ligesom har accepteret en, tale roligt til den og forsøge hverken at virke truende eller bange. Det er mange gode råd, men de kan også være lidt svære at praktisere, når man pludselig ser 4-5 store og aggressivt gøende hunde komme stormende frem imod sig! Og man ikke kan se nogen fårehyrde i nærheden!
De første år vi vandrede i Frankrig, syntes vi det var hyggeligt, når vi mødte en flok med får, hyrde og både hyrdehunde og vagthunde. De sidste par år, er Patou’en blevet mere og mere brugt, ligesom der også bliver brugt andre racer end Pyrenéerhunden. Vi fornemmer lidt, at den store efterspørgsel på vagthundene måske har medført, at der indimellem er hunde, der er mere aggressive, og ikke så grundigt oplært i at skelne mellem en ulv og en uskyldig vandrer, end tidligere, og vi hører også historier om vandrere, der er blevet angrebet.
Vi har da også selv haft et par møder med hunde, hvor der ikke var nogen hyrde til stede, der kunne kalde hundene til sig, og hvor vi faktisk var ved at vende om, inden de tilsyneladende accepterede os, og vi turde fortsætte videre af vandrestien! Så vi opfordrer hermed alle til at tage skiltene og anbefalingerne meget alvorligt.
Læs også mere generelt om Mercantour
om Vandreture i Mercantour
eller Dyrene i Mercantour
Eller gå tilbage til kortet over Frankrig